Ny rekord i dansk fødevareeksport i 2023: Fisk spiller fortsat en vigtig rolle

2024.4.30

Ifølge opgørelser fra Landbrug & Fødevarer bragte fødevareklyngen sidste år rekordmange penge hjem til Danmark i eksportindtægter. I 2023 nåede den samlede vareeksport 199,3 mia. kr., hvilket er en stigning på 2,6 mia. kr. fra året før. Dette indikerer en stor efterspørgsel på danske fødevare- og agroindustriprodukter i udlandet.

Blandt de største eksportvaregrupper i 2023 er fisk og skaldyr, som i 2023 blev eksporteret for en værdi af 29,6 mia. kr., kun overgået af grisekød. Fisk og skaldyr har konsekvent været den andenstørste eksportvaregruppe i Danmark.

Selvom halvdelen af fødevareklyngens produktkategorier oplevede vækst i 2023, faldt eksportværdien af fisk og skaldyr med 0,4 mia. kr. sammenlignet med året før.

Anne Mette Bæk, direktør for Marine Ingredients Denmark, kommenterer: ”At fisk og skaldyr fortsat er den andenstørste eksportvaregruppe i Danmark, viser, at der er stor global efterspørgsel efter mad fra havet. Betydningen af forarbejdningssektoren kan ikke understreges nok, da den udgør en afgørende forbindelse mellem fiskere, akvakultur og forbrugere. Desværre ser vi presserende faktorer som forurening af havmiljøet og manglende overholdelse af internationale samarbejdsaftaler inden for fiskeriet – beslutningstagerne bør være opmærksomme på disse, da det ellers kan true Danmarks vigtigste eksportsektorer.”

Vi er i Marine Ingredients Denmark, som producenter af fiskemel og fiskeolie, glade for, at fisk og skaldyr fortsat er blandt Danmarks vigtigste eksportvarer. Den danske fiskerisektor er mangfoldig og involverer mange aktører og sektorer. Derfor er det vigtigt at opretholde et helhedsperspektiv på både fiskeri- og forarbejdningssektoren i Danmark. Dette vil ikke kun styrke eksporten, men også fremme en mere bæredygtig fiskeri- og forarbejdningssektor.

De danske fiskemel- og fiskeolieproducenter repræsenterede i 2023 en samlet eksportværdi på 4,5 mia. kr., hvilket er en stigning på 11% i forhold til 2022.

Læs mere om opgørelsen her.

EU indleder konsultation med Storbritannien om tobisfiskeriet

2024.4.16

EU har den 16. april 2024 påbegyndt konsultationer med Storbritannien som følge af Storbritanniens beslutning om at lukke for tobisfiskeriet. Konsultationen har baggrund i handels- og samarbejdsaftalen mellem EU og UK, hvor begge parter har aftalt, at man indgår i evidensbaserede, proportionelle og ikke-diskriminerende foranstaltninger for havbeskyttelse.

Siden den 26. marts 2024 har Storbritannien lukket for tobisfiskeriet i britiske og skotske farvande. Beslutningen har medført, at EU’s fartøjer – og særligt de danske fartøjer – har fået yderst begrænset adgang til tobisfiskeriet i disse områder. EU vil på den baggrund derfor nu undersøge, hvorvidt Storbritanniens beslutning lever op til samarbejdsaftalen med UK.

Anmodningen om den formelle konsultation indleder procedurer i henhold til samarbejdsaftalen med henblik på at finde en løsning, der er acceptabel for begge parter. Begge parter har således nu 30 dage til at finde en tilfredsstillende løsning.

Marine Ingredients Denmark ser meget positivt på, at man fra EU’s side er gået i gang med konsultationen. Siden udmeldingen om Storbritanniens lukning af tobisfiskeriet den 31. januar 2024, har vi anbefalet en grundig undersøgelse af de juridiske implikationer i den britiske beslutning. Vi vil derfor følge sagen nøje og med stor interesse.

Som direktør Anne Mette Bæk tidligere har udtalt, er det dybt alvorligt, hvis EU og statslederne i EU lader Storbritannien løbe fra deres aftale. Det er en meget kritisk situation. Der er tale om betydelige værdier for Danmark, og det er vores klare overbevisning, at der her er tale om brud på brexit-aftalens ordlyd om, at der skal tildeles gensidig adgang til fiskeri i parternes farvande.

Marine Ingredients Denmark har gentagne gange fremhævet, at Storbritanniens beslutning er imod den videnskabelige rådgivning fra ICES. Forvaltningen af tobisfiskeri tager netop hensyn til økosystemet og de forskellige marine arter, der er afhængige af tobis som en vigtig del af deres fødekæde.

Tobisfiskeriet udgør en betydelig del af værdikæden i fiskeri- og forarbejdningsindustrien, da det bidrager til produktionen af vigtige ingredienser til akvakultur. Uden disse råvarer står industrien over for betydelige økonomiske og miljømæssigt bæredygtige udfordringer.

Læs mere om EU’s konsultation her.

Læs også tidligere artikler fra Marine Ingredients Denmark her:

  • DR: Storbritanniens beslutning om at lukke tobisfiskeri vækker bekymring i fiskeri- og forarbejdningssektoren (link)
  • Pressemeddelelse: Storbritannien bryder med brexitaftale og ødelægger lovende tobissæson (link)
  • MID: ICES skal rådgive om tobis i Storbritannien (link)

Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg besøger Skagen: Indblik i den blå værdikæde

2024.4.11

Vi inviterede sammen med Danmarks Pelagiske Producentorganisation (DPPO) Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg til Skagen for at give dem et indblik i dansk pelagisk fiskeri, produktion af blå proteiner og olie samt moderne akvakulturproduktion.

Studieturen fandt sted fra den 7. til den 8. april, og under disse to dage fik udvalgets medlemmer en bredere forståelse for den danske pelagiske fiskerisektor og værdikæden fra fangst til forarbejdning, og videre til foderproduktion og fremstilling af sunde fødevarer.

Anne Mette Bæk, direktør for Marine Ingredients Denmark, kommenterer: “Studieturen var en givende oplevelse, hvor Folketingets politikere fik en enestående mulighed for at dykke ned i den komplekse blå værdikæde. Den danske fiskerisektor er ikke blot enkeltsidet, men involverer et bredt spektrum af aktører og sektorer. Derfor er det vigtigt at opretholde et helhedsperspektiv på både fiskeri- og forarbejdningssektoren i Danmark. Dette bidrager ikke kun til en bedre forståelse af sektorens dynamik, men også til at identificere muligheder og udfordringer på tværs af hele værdikæden.”

Under studieturen fik udvalgets medlemmer mulighed for at besøge forskellige nøgleaktører, herunder fiskemel- og fiskeolieproducenten FF Skagen, pelagiske fartøjer samt Skagen Salmon, som er en moderne landbaseret producent af opdrætslaks. Derudover havde udvalgets medlemmer også den spændende mulighed for at besøge Skagens Kunstmuseer. Her blev de introduceret til Skagens rige historie som både en vigtig fiskerby og et centrum for kunstnerisk inspiration.

Se flere billeder fra studieturen her.

Rapport – Genopretning af Marin biodiversitet og Bæredygtig Anvendelse af Havets Resurser

2024.4.2

Grøn skattereform: Fiskeforarbejdningsindustrien nu med i politisk aftale om omstillingsstøtte

2024.3.22

Regeringen, i samarbejde med SF, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti, har den 19. marts 2024 indgået en aftale om udmøntning af omstillingsstøtten fra Grøn Skattereform for industri og lignende sektorer.

Tilbage i juni 2022 blev der indgået en aftale om Grøn Skattereform for industrien, der bl.a. introducerede en ny national afgift på CO2, som træder gradvist i kraft fra 2025 til 2030. Denne langsigtede beslutning sigter mod at skabe forudsigelige rammebetingelser og give virksomhederne tid og incitament til at tilpasse sig ændringerne. Det er samtidig vigtigt at støtte virksomheder, der vil blive hårdest ramt af CO2-afgiften, i en overgangsperiode.

Den nye aftale, som blev indgået den 19. marts 2024, fastlægger nu detaljerne for udmøntningen af omstillingsstøtten. Dette inkluderer målgruppen, typer af støtte, strukturen af støtteordninger samt kravene for at kvalificere til støtten.

I den seneste aftale inkluderes fiskeforarbejdningssektoren nu i målgruppen for omstillingsstøtten. Der er afsat næsten 2 mia. kr. til denne støtte.

Marine Ingredients Denmark hilser denne udvikling velkommen og ser positivt på initiativet til at fremme den grønne omstilling. Vi har gentagne gange påpeget behovet for betydelig og hurtig støtte til omstilling samt udvidelse af el- og/eller biogasnettet. Vi understreger også vigtigheden af, at fiskeforarbejdningsindustrien har lige adgang til støttemidler på linje med andre industrier. Aftalen ses derfor som et skridt i den rigtige retning for den grønne omstilling af fiskeforarbejdningssektoren.

Læs hele aftale teksten her eller her: Aftale om omstillingsstøtten

DR: Storbritanniens beslutning om at lukke tobisfiskeri vækker bekymring i fiskeri- og forarbejdningssektoren

2024.3.20

DR har for nylig bragt flere indslag  om Storbritanniens beslutning om at stoppe tobisfiskeriet i den britiske del af Nordsøen og de konsekvenser, det vil have for fiskeri- og forarbejdningsindustrien i Danmark.

Tobis er en vigtig del af fødekæden for flere marine arter og fugle. Britiske myndigheder henviser til, at beslutningen er taget med henblik på at beskytte en række truede havfuglearter. Dog påpeger professor Anna Rindorf fra DTU Aqua, at effekten af dette indgreb på tobisbestanden kan være begrænset, og dets positive indvirkning på biodiversiteten er tvivlsom.

Marine Ingredients Denmark har gentagne gange fremhævet, at Storbritanniens beslutning er imod den videnskabelige rådgivning fra ICES. Forvaltningen af tobisfiskeri tager netop hensyn til økosystemet og de forskellige marine arter, der er afhængige af tobis som en vigtig del af deres fødekæde.

Det er værd at bemærke, som DR også påpeger, at tobis ikke er en spisefisk, men en vigtig proteinkilde. Den anvendes primært til produktion af fiskeolie og fiskemel, der igen bruges i foder til både fisk og dyr. Danske fiskere har 96 procent af EU’s tobiskvote i Nordsøen, og fiskeriet foregår fra april til juli.

Tobisfiskeriet udgør en betydelig del af værdikæden i fiskeri- og forarbejdningsindustrien, da det bidrager til produktionen af vigtige ingredienser til akvakultur. Uden disse råvarer står industrien over for betydelige økonomiske og miljømæssigt bæredygtige udfordringer.

Den permanente lukning af tobisfiskeriet mangler videnskabelig støtte og bryder EU-Storbritannien-samarbejdsaftalen. Konsekvenserne af dette berører hele værdikæden fra fangst til fødevareproduktion og påvirker Danmark, EU og Storbritannien. Marine Ingredients Denmark opfordrer kraftigt den danske regering og EU til at handle hurtigt for at sikre, at Storbritannien overholder den indgåede aftale med EU.

Læs alle artiklerne fra DR her.