Fiskemel og fiskeolie fik en plads i rampelyset til Fødevareklyngens Eksportdag 2026
2026.9.28
Muligheder og udfordringer for dansk fødevareeksport var dagsordenen, da aktører fra hele den danske fødevareklynge mødtes til Fødevareklyngens Eksportdag 2026. Dagen samlede virksomheder og organisationer på tværs af branchen for at diskutere, hvad der former dansk eksport i disse år.
Marine Ingredients Denmark er en del af Forum for Fødevareklyngens Eksport og brugte lejligheden til at sætte fokus på en del af fødevareklyngen, der ofte får mindre opmærksomhed end den fortjener, nemlig eksporten af fiskemel og fiskeolie.
Eksporttal, der vil noget
I 2025 eksporterede Danmark fiskemel og fiskeolie for over 5,8 mia. kr. til mere end 40 lande. Det svarer til 22 procent af den samlede danske eksport af fisk- og skaldyrsprodukter. Altså en betydelig del af fødevareklyngens samlede eksportstyrke.
Høj volatilitet på dagsorden
Et af dagens højdepunkter var et high-level virksomhedspanel, hvor ledere fra forskellige dele af fødevareklyngen delte deres syn på markederne for eksport af fødevarer. Her deltog Marine Ingredients Denmark’s formand, Johannes Palsson, CEO for FF Skagen, sammen med repræsentanter fra Spora, Danish Crown og Naturmælk.
Panelet gav et indblik i, hvor udfordringer og muligheder rammer på tværs af fødevarebranchen. Her pegede Johannes Palsson på, at klimaforandringer, herunder den aktuelle Super El Niño, skaber store prisudsving og global mangel på marine ingredienser, fordi en stor del af verdens produktion foregår i Peru, som lige nu har lukket for fiskeriet af ansjoser. Det gør markedet usikkert.
Men den volatilitet gør den danske position endnu vigtigere. For når det globale udbud er ustabilt, skal vi kunne være den stabile og kvalitetssikre leverandør.
En dag med relevans for hele klyngen
Selvom fiskemel og fiskeolie kun var én del af dagens program, illustrerede branchens situation en bredere pointe fra dagen, nemlig at danske fødevarevirksomheder i stigende grad skal navigere i globale markeder præget af klimaforandringer og uforudsigelighed, og at pålidelighed og kvalitet kan være Danmarks stærkeste kort.
Vi glæder os allerede til næste år, hvor vi forventer endnu engang at kunne fortælle mere om vores branche og lære af andres.



