Fiskeriindsatser fra FN og EU betyder, at Nordeuropas fiskebestande er i fremgang. Sammen med en boomende akvakultur betyder det mere bæredygtig fisk på tallerkenen.

Det kedelige først: Globalt set er der stadigvæk overfiskede bestande, og det er et problem. Særligt i Sortehavet og Middelhavet står det skidt til, og der er områder i især Sydøstasien og Afrika samt i internationalt farvand, hvor der forekommer ulovligt fiskeri.

Men – og det er den gode nyhed – FNs Fødevare og Fiskeriagentur, FAO, arbejder for at hindre såkaldt IUU fiskeri – illegalt, ulovligt og urapporteret fiskeri. Og EU vedtog i 2010 IUU-forordningen, der skal forebygge, afværge og udrydde IUU fiskeri, ligesom den effektivt hindrer handel med ikke lovlig fisk i EU.

IUU-indsatsen har hjulpet den positive udvikling i Europa godt på vej, og FAO kunne i juni 2020 rapportere, at 78,7% af verdens fisk og skaldyr nu fiskes bæredygtigt, hvilket efterlader lidt over 1/5 (21,3%) af verdens fisk og skaldyr, der fortsat ikke fiskes bæredygtigt.

I Europa har vi en effektiv fiskeripolitik og antallet af bestande, der fiskes inden for den biologiske rådgivning er mere end fordoblet siden 2003. Det viser opgørelser fra Den Europæiske Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF). I dag fiskes 63% af de europæiske bestande indenfor den biologiske rådgivning, og i Østersøen er vi helt oppe på 6 ud af 7 bestande.

Nogle bestande er underfisket

Det går altså fremad for vores fiskebestande, der i store træk er forvaltet sundt og bæredygtigt på niveauer, hvor bestandene kan reproducere sig selv. Faktisk er fiskeritrykket for flere bestande i Europa faldet til omkring 1/3 af, hvad det lå på i 80’erne og 90’erne, hvilket har fået nogle forskere og biologer til at påpege, at man faktisk nu underfisker nogle bestande.

Når man underfisker betyder det, at fiskebestandene får en størrelse, hvor en uhensigtsmæssig stor del af fiskenes energi bliver brugt til at overleve fremfor at vokse. Argumentet er, at når fiskene lever for tæt, bliver der konkurrence om føden, og resultatet er dårlig vækst for den enkelte fisk og for bestanden af fisk. Det har en række anerkendte internationale forskere netop belyst i et stort studie af europæiske fiskebestande.

Akvakulturen sikrer fremgangen i forbruget

Når man taler om bæredygtighed i fiskeriet, menes der meget konkret, at fiskeriet skal være på et niveau, der sikrer, at det kan fortsætte på ubestemt tid. Hverken mere eller mindre. Og der er ingen tvivl om, at vi på verdensplan ikke kan øge fiskeritrykket, så den kan brødføde den voksende globale befolkning.

Her kommer akvakulturen ind i billedet, for de sidste 30 år, er andelen af fisk fra akvakultur steget eksplosivt, mens niveauet for vildtfanget fisk er forblevet næsten konstant.

FN estimerer, at der i 2050 vil være 9,7 mia. mennesker på jorden og ifølge FAO skal fødevareproduktionen øges med 70 % for at kunne brødføde de næsten 10 mia. mennesker. Den totale globale fiskeproduktion forventes at stige fra 179 mio. tons i 2018 til 204 mio. tons i 2030, og her udgør akvakulturen den fulde stigning på 25 mio. ton.

Fisk spiser fisk

Selvom det langt fra udgør hele akvakultursektoren, er laks den vigtigste art for fiskeopdræt i Nordeuropa. Og som alle andre rovfisk, har laksen brug for at blive fodret med fisk. Det løser man i akvakulturen ved at inkludere fiskemel og fiskeolie som strategiske ingredienser i foderblandingen.

Fiskemel og fiskeolie bliver i Danmark produceret af små, kortlivede fiskearter, der ikke har nogen interesse for forbrugerne, f.eks. den lille tobis, der både økonomisk og målt på mængde er blandt de vigtigste arter i Danmark.

Danmark er en af verdens førende producenter af fiskemel og fiskeolie og fordi behovet for fiskemel og fiskeolie er stort, er der forsket meget i at optimere dets anvendelse i foderblandinger til fisk. Det har medført, at fiskemel er gået fra at være den primære ingrediens i laksefoder, til at det bliver anvendt i mindre mængder som strategisk ingrediens, når det er særlig gunstigt for fisken. Fiskemel og fiskeolie sikrer god tilvækst og dyrevelfærd hos opdrætsfiskene, og sikrer, at der er den sunde omega3-olie i de fisk, der lander på forbrugernes tallerkener.

Cirkulær proces sikrer øget forsyning

Ydermere er fiskemelsindustrien en stor aftager af det afskær, der kommer fra fileteringen af fisk. FAO estimerer, at cirka 1/3 af verdens forsyning af fiskemel kommer fra afskær, og det er igennem bedre udnyttelse af dette restprodukt, at volumen kan stige.

Dermed opnår man en cirkulær og bæredygtig proces, hvor restprodukterne fra fileteringen af opdrætsfisk bliver forarbejdet til fiskemel, der igen ender i akvakulturen, og sidenhen på den voksende befolknings tallerkener.

På den måde kan vi også i fremtiden efterkomme det stigende behov for sunde fødevarer uden at kompromittere fiskebestandenes bæredygtighed.

 

 

Denne artikel blev d. 23/03-2021 publiceret hos Verdens bedste fødevarer

Høringssvar på F 1-21 – om Storbritanniens igangværende offentlige høring om forslag til forvaltningstiltag i fire Marine Beskyttede Områder (MPA), herunder også Dogger Banke MID har følgende kommentarer:

Det er af afgørende dansk interesse at opretholde adgang til fiskeri i britisk farvand, herunder Doggerbanke.

Industrifiskeriet repræsenterer en dansk særinteresse i EU og Danmark havde inden Brexit rettigheder til henholdsvis 94, 74 og 88 % af fiskeriet efter tobis, sperling og brisling i Nordsøen. Industrifiskeriet og forarbejdningen af fiskemel og fiskeolie er vigtige erhverv for Kystdanmark. Industrifisk udgør værdimæssigt 24 % af alle danske landinger og 732.234.957 kr. årligt i gennemsnit over de sidste 10 år.

Af de fire MPA’er som Storbritannien har i høring, er det lukning af Doggerbanke for fiskeri med bundtrukne redskaber, som vil få betydning for dansk fiskeri og de danske fiskemel- og
fiskeolieproducenter.

Værdien af danske fangster med bundtrawl og pelagisk trawl fra Doggerbanke, 2013-2020, har DTU Aqua opgjort til mere end 30 mio. kr. årligt. DTU Aqua har ikke i sine beregninger medtaget den deraf afledte eksportværdi af fiskemel og fiskeolie.

Bundtrawlsfangsterne på Doggerbanke består udelukkende af tobis, og de pelagiske fangster er også primært tobis samt lidt brisling. Både tobis og brisling landes til de danske fiskemel og fiskeoliefabrikker.

Den gennemsnitlige landingsværdi (2013-2020) af tobis (og brisling) fra Doggerbanke var ca. 31,5 mio. kr. og den samlede eksportværdi af fiskemel + fiskeolie fra landingerne fra Doggerbanke var ca. 50 mio. kr. I 2013, hvor vi så de største landinger af tobis (og brisling) fra Doggerbanke, var landingsværdien ca. 80 mio. kr. og den samlede eksportværdi af fiskemel + fiskeolie ca. 125 mio. kr.

Tobis og brisling er de absolut vigtigste bestande for den danske produktion af fiskemel og fiskeolie og Doggerbanke det vigtigste fangstområde, og der vil være uoprettelige økonomiske tab for de danske fiskemelsproducenter, samt væsentlig reduktion af nord- og vestjyske arbejdspladser, hvis briterne lukker Doggerbanke for fiskeri.

Briterne har gennem flere år deltaget i de internationale forhandlinger om naturbeskyttelse af Doggerbanke, hvor man var tæt på enighed om, hvilke dele af Doggerbanke, der skulle beskyttes og at de vigtigste tobisfiskepladser skulle holdes fri. Den forståelse går briterne nu imod med det nye forslag. En lukning af Doggerbanke må de facto anses som en manglende opfyldelse af TCA´en, da briterne derved ikkerespekterer den indgåede aftale om gensidig adgang.

Food Nation har netop udgivet en video, der viser, hvordan den danske ingrediensbranche bidrager til den grønne omstilling. Ressourceeffektive og bæredygtige løsninger til at løfte folkesundheden efterspørges globalt for at nå FN’s verdensmål. Løsningen er gode ingredienser, og her er marine ingredienser en væsentlig bidragsyder.

Ressourceeffektivitet, bæredygtighed, mindre madspild, sundhed, forskning, fødevaresikkerhed og innovative bæredygtige løsninger til foder- og fødevareproduktion er nøgleord i den danske ingrediensindustri. Food Nations nye video viser den store underskov af ingrediensløsninger, der gør Danmark til en global gigant på fødevareområdet.

Den danske ingrediensbranche er verdenskendt, når det handler om løsninger, der kan bidrage til FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Her er marine ingredienser som fiskemel og fiskeolie ingen undtagelse. Danmark eksporterer fiskemel- og olie til mere end 50 lande verden over, og marine ingredienser spiller en hovedrolle i udviklingen af akvakultur.

”De fleste kender anbefalingerne om at spise meget fisk pga. fiskens høje indhold af  omega-3-fedtsyrer. Men de færreste ved, at opdrætsfisk som laks skal have marine ingredienser i foderet, for at danne denne omega-3. Og der er her fiskemel og fiskeolie kommer ind i billedet” siger Anne Mette Bæk, direktør i Marine Ingredients Denmark, og fortsætter:

”Marine ingredienser har de sidste 20 år bevæget sig fra at udgøre hovedparten af akvakulturfoder, til at have status som såkaldt strategiske ingredienser. Det skyldes blandt andet den massive forskning i helbredseffekter ved omgea-3 fedtsyre, der er skabt i synergi mellem forskning og erhvervsliv”.

Formålet med den nye video er at give udenlandske beslutningstagere en indsigt i mangfoldigheden af stærke løsninger fra den danske ingrediensbranche, der kan optimere og effektivisere en bæredygtig fødevare- og foderindustri.

Den nye video er ledsaget af et såkaldt white paper, der er udarbejdet af Food Nation med bidrag fra bl.a. Marine Ingredients Denmark. Til sammen skal de tjene som en fælles, dansk fortælling, der kan understøtte danske virksomheder når de skal udover landets grænser og markedsføre danske fødevarer og løsninger internationalt.

Se det nye white paper her.

 

FF Nyt januar 2021 bringer en meget fin artikel med interview af Professor Jeppe Kolding, Bergens Universitet, om fiskeriforvaltning i Vesten. Læs artiklen her

Artiklen kan måske læses som en modsætning til vores indlæg i FF Nyt september 2020  (klik her), hvor vi argumenterer for, at man i Vesten kan gribe fiskeriforvaltningen an som hidtil, men blot korrigere de referencepunkter, der vedrører fiskeritrykket. Men både JK og vi har faktisk fat i de samme basale økosystemmekanismer, nemlig at der kun er en vis mængde energi (føde) til rådighed for fiskene og at store fisk spiser små fisk. Især er det vigtigt at huske på, at hver gang man går et trin op i fødekæden, mister man 90% af energien.

Både JK og vi inddrager den omfattende økosystem- og flerartsforskning, der er udført over de sidste 40-50 år, og som har kostet samfundet milliarder af kroner. Vi mener, at det er på høje tid at inddrage resultaterne af denne forskning i forvaltningssammenhæng, hvilket forskningen hele tiden har haft som sit primære formål.

Vi slår til lyd for, at man i dag i vores del af verden har reduceret fiskeritrykket så meget, at man er gået fra overfiskeri i perioden 1980-2000 til underfiskeri i dag. Underfiskeri betyder, at fiskebestandene bliver for store, hvorved for stor en del af den energi, fiskene optager gennem føden, blot bliver brugt til at holde fiskene i live i stedet for at blive brugt til at vokse og give et større fangstudbytte gennem fiskeri. Når fiskene lever for tæt, bliver der konkurrence om føden, og resultatet er dårlig vækst for den enkelte fisk og for bestanden af fisk. Ved at udtynde bestanden gennem øget fiskeri, forbedres fiskenes fødemuligheder og fiskene vokser bedre, hvorved der samlet set kan opnås et større fangstudbytte.

Især de meget store bestande af makrel, sild og blåhvilling, der pt dominerer økosystemerne i Nordøst Atlanten, påvirker andre fiskebestandes udbredelse og vækst. Det påvirker også deres egne individuelle vækstforhold, idet de vokser langsommere, bliver senere kønsmodne og får lavere fedtindhold. Figur 1 viser, at disse pelagiske bestande nu er vokset til over 18 millioner tons og udgør mere end halvdelen af fiskebiomassen i Nordøst Atlanten. De øvrige fiskebestande er kun vokset lidt i de senere år. Fangsterne af de øvrige bestande er faldet markant gennem perioden 1980 til i dag, mens fangsten af disse tre pelagiske arter makrel, sild og blåhvilling kun er steget lidt. Ud fra betragtningen, at der kun er en begrænset energiproduktion til rådighed i økosystemet for fiskene, og ud fra viden om, at det nuværende fiskeri er et underfiskeri, synes det oplagt at øge fiskeritrykket på de pelagiske bestande, så de enkelte pelagiske fisk vokser bedre, bliver tidligere kønsmodne og øger deres fedtindhold samt giver bedre ”plads” til de øvrige fiskebestande – i overensstemmelse med vores forslag i FF Nyt september 2020 nr. 5. Alt kan ske i overensstemmelse med de internationale aftaler om bæredygtighed og forsigtighedsprincippet, som vi redegjorde for i FF Nyt september 2020 nr. 5.

Figur 1.  Udviklingen i bestanden af makrel, sild og blåhvilling samlet set, og af alle ”andre” arter som torsk, rødspætte, tobis, etc. i nordøst-Atlanten. Data fra ICES rådgivningsrapport 2020 – ”Standard Graph database”, https://standardgraphs.ices.dk/stockList.aspx . Det er den såkaldte SSB (Spawning Stock Biomass), der er brugt som bestandesparameter. Der er yderligere en fangst af arter, som ikke bliver rådgivet omkring af ICES, og disse udgør typisk 10-20% af fangsterne og formentligt noget tilsvarende af bestandene.

Figur 2.  Udviklingen i fangsten af makrel, sild og blåhvilling samlet set, og af alle ”andre” arter som torsk, rødspætte, tobis, etc. i nordøst-Atlanten. Data fra ICES rådgivningsrapport 2020 – ”Standard Graph database”, https://standardgraphs.ices.dk/stockList.aspx.  Der er yderligere en fangst af arter, som ikke bliver rådgivet omkring af ICES, og disse udgør typisk 10-20% af fangsterne.

Vi har i modsætning til JK valgt at foreslå at korrigere den nuværende forvaltning fremfor at revolutionere den, som man nok må sige JKs forslag indebærer. Vi mener, at der er behov for en øjeblikkelig korrektion, da fiskeriet taber værdier for omkring 40 milliarder kr. om året i bæredygtig fangst. Dette er en tabt fangst, der ikke senere kan indhentes, idet årsagen er, at for mange små fisk er spist af store fisk, og at fiskenes reducerede vækst pga. fødekonkurrence ikke på et senere tidspunkt vil betyde øget vækst. Vi gav også et konkret eksempel på den forvaltning, vi foreslår, og viste, at det vil betyde, at blåhvillingkvoten for 2021 kan hæves fra de nuværende 1.161.615 t til 1.502.020 t, og på langt sigt hvert år med 75.000 t i forhold til den nuværende forvaltning.

Hvis man vil revolutionere forvaltningen, tager det 10 år (mindst). Vores forslag kan implementeres NU – ICES nuværende årlige modelberegninger af fiskebestandenes udvikling er grundlag nok, og var det vi brugte til at beregne blåhvillingekvoten ovenfor.

Taler vi om det mere langsigtede perspektiv, mener vi også, at forvaltningen bør fokusere på andet end blot at maksimere udbyttet fra alle havets fiskebestande. Det skyldes, at videnskaben efterhånden har en ret klar viden i retning af, at hvis man ønsker at maksimere det samlede fiskeriudbytte fra økosystemet, kan man fiske bestandene af de store rovfisk (som torsk, sej, kulmule, etc.) til et lavere bestandsniveau end de hidtidige anbefalinger. Gevinsten ved færre store rovfisk er øget overlevelse af byttefiskene og dermed øget fangstmuligheder på byttefiskene. De øgede fangstmængder af byttefiskene vil vægtmæssigt langt opveje nedgangen i fangstmængderne af de store fisk – rovfiskene. Dette er helt på linje med JKs pointe. Ulemper ved et meget højt fisketryk på rovfiskene, og forholdsvis små bestandsstørrelser af rovfiskene, er færre konsumfisk i handel (på tallerknerne) og reduceret biodiversitet.

Det rejser jo så spørgsmålet, om dette er acceptabelt for samfundet som helhed. Det mener vi ikke, at det er. Det overordnede formål med fiskeriforvaltningen må derfor afbalanceres med en målsætning for biodiversiteten.  Vi foreslår, at man i første omgang bibeholder de nuværende biologiske referencepunkter for bestandsstørrelse (B_lim og B_pa) og den nuværende strategi om at reducere fiskeritrykket, hvis en bestand kommer under disse. Det vil betyde, at enhver bestand typisk vil være større end referencepunktet B_lim og dermed, at biodiversiteten er sikret. Ønskes der fra politisk hold andre biodiversitetsmål, kan man korrigere fiskeriforvaltningen tilsvarende hen ad vejen.

Vi mener, at både JKs og vores forslag er helt i overensstemmelse med internationale aftaler om forvaltning af fiskebestande som f.eks. ”the Copenhagen Declaration 2002” fra det Internationale Havforskningsråd (ICES):  ”…advice that is unbiased, sound, reliable, and credible, to the benefit of management and conservation of marine ecosystems and living marine resources” og “…frame advice in relation to fisheries management, giving full consideration to the ecosystem context”. Som vi gør rede for i vores indlæg i FF Nyt september 2020 nr. 5, mener vi ikke, at den nuværende videnskabelige rådgivning og forvaltning lever helt op til disse sunde målsætninger. JKs indlæg antyder, at han er enig med os.

JK og vi er inde på de samme fundamentale økosystemmekanismer og på, at fiskeriforvaltningen i Vesten i højere grad skulle basere sig på disse. Vi har blot et mere ”her og nu” perspektiv.

Med venlig hilsen
Henrik Sparholt og Søren Anker Pedersen

Henrik Sparholt er forsker på Københavns Universitet, han var leder af FMSY-projektet, og han leder i dag MSE-projektet, som er en videreførsel af FMSY-projektet.

Følgende indlæg blev bragt af Finans d. 09/03 2021 . 

For nylig faldt der afgørelse i en svindelsag i den norske fiskeindustri. Den anklagede blev frifundet anklager om, for egen vindings skyld, at have stjålet 10 containere med fiskemel. Der fremkom under retssagen stærke påstande om, at der systematisk var ”snydt på vægten” ved at underrapportere råvarer modtaget på fabrikken.

Det er ikke første gang, der meldes om snyd på vægtskålen i fiskeindustrien, men vi bør sikre, at det bliver sidste gang. En skudsikker landingskontrol skal forhindre, at der kan svindles med vejning af fisk, når skibene losser deres fisk i havnene. Og her er Danmark for alvor gået forrest.

De danske opkøbere af pelagisk fisk, såsom sild og makrel til konsum samt brisling og tobis til fiskemel og fiskeolie, har de seneste år – i samarbejde med de danske fiskeres organisationer og myndigheder – gennemført en gennemgribende modernisering i form af nye kontrol – og vejesystemer, samt moderne metoder til datahåndtering. Det har blandt andet resulteret i en fælles code of conduct for den danske fiskemelsindustri samt en europæisk branchestandard for vejning af usorterede pelagiske landinger.

På myndighedssiden har Danmark den måske strammeste og mest vidtgående kontrol i Europa, der bl.a. indeholder krav om prøvetagning, artssortering og vejning. Reglerne har skabt udfordringer for de danske opkøbere, men de står til gengæld som en skudsikker garanti for, at ét kilo altid er ét kilo; i hvert fald de danske havne. Men naturen interesserer sig som bekendt ikke for landegrænser, og derfor skal kontrollen også gennemføres ensartet i EU, når der skal sikres en effektiv og bæredygtig forvaltning af vores fælles fiskebestande.

De pelagiske fiskefartøjer er i dag så store og fleksible, at de let kan vælge hvilken havn de

ønsker at lande deres fangst i. De laster typisk flere hundrede tons pr. fangst og op til over

3.000 tons. Det skaber en sund konkurrence mellem havnene på effektivitet, logistik og pris. Men hvis vi ikke harmoniserer spillereglerne rundt om i Nordatlanten og Østersøregionen, risikerer vi, at fiskerikontrollen bliver et konkurrenceparameter, hvilket vil være særdeles uheldigt.

Når vi virkelig vil en bæredygtig forvaltning af fiskeriet, der rækker ud over den danske grænse, så kræver det at:

• Når der er tale om usorterede landinger af ferske, pelagiske arter, uanset om det er til industri- eller konsumformål, kan vejning alene udføres af myndighederne eller af overvågede, registrerede og autoriserede tredjepartsoperatører
• Vejesystemer skal være godkendte og vægte/teknik skal være sikre og ikke kunne manipuleres.
• Losning og vejning skal være kameraovervåget.
• Vejeresultater skal lagres og sendes direkte (i realtid) til de kompetente myndigheder sammen med billeddata fra losning og vejning.
• Vejningen af alle pelagiske arter landet fra bulklaster skal følge nationale prøvetagningsplaner godkendt af Kommissionen efter fælles og ens kriterier.

I den sidste ende handler det også om, at dansk pelagisk fiskeindustri skal have en fremtid. Hvis ikke reglerne bliver harmoniseret, må vi forvente en kraftig nedgang i adgangen til råvarer. Så derfor: ved landing af bulklaster af alle usorterede pelagiske ferske arter ikke kun i Danmark, men i hele Nordatlanten og Østersøregionen skal vejning og artsbestemmelse foretages af myndighederne selv eller af en uvildig certificeret monitoreret 3-part, der arbejder efter definerede klare ens regler, i registrerede godkendte havne, og anvender godkendt certificeret vejeudstyr.

Af Anne Mette Bæk, direktør i Marine Ingredients Denmark, og Poul Melgaard, direktør i Danish Seafood Association