Forfatter: Anne Mette
Lave tobiskvoter i 2019
2019.2.26
ICES – Det Internationale Havforskningsråd – har den 22. februar 2019 offentliggjort sine kvoteanbefalinger for fiskeriet efter tobis i 2019. Rådgivningen kan ses på ICES-hjemmesiden: klik her
Rådgivningen gives for forvaltningsomåder og kvoteanbefalingerne fra ICES er:
Område 1r: 91.916 tons
Område 2r: 0 tons (moniteringskvote 5000 tons)
Område 3r: 133.610 tons (norsk zone)
Område 4: 0 tons (moniteringskvote 5000 tons)
Kortet viser tobisforvaltningsområderne:

Tobiskvoterne falder for andet år i træk:
- I område 1r, der er det vigtigste fiskeområde for tobis, anbefaler ICES i 2019 en samlet fangst på 91.916 tons. I 2018 var anbefalingen 134.461 tons, så der er tale om en markant nedgang på 31 procent i forhold til rådgivningen fra ICES.
- Område 2r, der ligger langs den jyske vestkyst og op i Skagerrak, anbefales igen en 0-kvote med et moniteringsfiskeri på 5.000 tons.
- Område 3r, som for langt størstedelen er i norsk zone, lyder rådgivningen fra ICES på 133.610 tons.
- Område 4, der ligger ved den britiske kyst, var sidste år den positive del af rådgivningen, med en anbefaling på 59.345 tons. Desværre lyder rådgivningen i år på en 0-kvote med et moniteringsfiskeri på 5.000 tons.
Forekomsten af tobis varierer naturligt fra år til år, men har historisk ligget på betydeligt højere niveauer, og tobis er uden sammenligning den vigtigste fiskebestand for de danske producenter af fiskemel og fiskeolie. Det er derfor meget bekymrende, at rådgivningen lægger op til et fiskeri på samlet set ca. 100.000 tons, som bringer den forventede tilgang af råvarer til de danske fabrikker ned på et meget lavt niveau.
At den begrænsede tobiskvote ligeledes næsten udelukkende kan fiskes i område 1r, som primært er britisk farvand, gør i lyset af det forestående Brexit udsigterne for 2019 meget svære for forarbejdningsindustrien, som med produktionen af fiskemel og fiskeolie til en gennemsnitlig årlig eksportværdi på ca. 3,5 mia. kr. opretholder mange vigtige arbejdspladser i Nord- og Vestjylland og bidrager væsentligt til danske eksportindtægter.
Vi beklager, at forvaltningen af tobis fortsat er opdelt i underområder, som væsentligt begrænser fiskeriet, og arbejder målrettet med DTU Aqua og ICES for at sikre en god forvaltning af bestanden, som fremover kan sikre mere stabile kvoter på et bæredygtigt grundlag.
Den lave kvote skyldes især en lav gennemsnitsvægt i sidste års fiskeri og en lav forekomst af 1-årige. Set i lyset af den usikkerhed, som hersker omkring beregningen af bestandsstørrelsen, og den store økonomiske betydning af fiskeriet, er det vores anbefaling, at der fra fiskeriets start 1. april foretages en løbende overvågning, således at højere fangstrater af 1-årige tobis og større gennemsnitsvægt end forventet, kan åbne op for en højere kvote.

Høje afregningspriser trækker bruttoomsætningen op
2019.1.15
En stigning i afregningspriserne i landinger af proteinfisk til fremstilling af fiskemel og fiskeolie har bidraget afgørende til en stigende bruttoomsætning i dansk fiskeri i 2018. Trods en faldende omsætning i konsumfiskeriet steg den samlede omsætning i dansk fiskeri i 2018 med 114 mio kr. til over 3,5 mia kr. i forhold til året før. Den positive tendens trækkes af industrifiskeriet, som i 2018 bidrog med en samlet landingsværdi på 860 mio. kr. trods faldende mængder. I 2018 blev der landet 495.205 ton proteinfisk fra danske fiskere til en gennemsnitspris på 1,74 kr. pr. kg., mens der i 2017 blev landet 600.000 tons til en gennemsnitspris på 1,21 kr. pr. kg.
Kilde: FiskeriTidende 12. januar 2019

Bæredygtig fødevare- og foderindustri
2019.1.11
Behovet for fuld udnyttelse af råvarer er i høj grad blevet anerkendt med Vækstteam for Ingrediensbranchens nye anbefalinger til regeringen omkring bæredygtighed og sundhed.
Indtagelsen af animalsk protein forventes globalt set at vokse med 70 % inden 2030, og det er derfor essentielt at udnytte og udvikle brugen af råvarer og biprodukter for at kunne skabe fremtidige bæredygtige proteinkilder. Fiskemel og fiskeolie produceres blandt andet af biprodukter fra fiskeindustrien, og vi er dermed med til at sikre fuld udnyttelse af havets ressourcer, samtidig med at vi bidrager til udviklingen af den globale akvakultur. Hertil arbejder de danske producenter løbende på at reducere deres energiforbrug og har samtidigt fundet muligheder for at overføre overskydende energi fra produktionen til lokale varmesystemer for at udnytte alle ressourcer bedst muligt. På den måde bidrager branchen til en miljørigtig produktion af sikre, sunde og bæredygtige fødevarer.
Læs mere her: Foodshakers – Vækstteam for ingrediensbranchens anbefalinger til regeringen december 2018

Anbefalinger fra Vækstteam for Ingrediensbranchen
2019.1.10
Hvert år omsætter den danske ingrediensbranche for 40 mia. kroner og er en vigtig, men forholdsvis ukendt del af den danske fødevareklynge. Branchen bidrager til FN’s verdensmål og indeholder et enormt økonomisk potentiale.
Torsdag den 10. januar modtog miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen anbefalinger til, hvad regeringen kan gøre for at understøtte ingrediensbranchen.
Formanden for Marine Ingredients Denmark, Johannes Palsson, har været en del af Vækstteamet for Ingrediensbranchen, som blandt andet peger på, at branchens unikke styrkeposition er koblet til dens bidrag til bæredygtig vækst og og sundhed. De danske fiskemels- og olieproducenter bidrager blandt andet hertil ved at levere bæredygtigt fiskefoder rigt på omega-3.
Læs anbefalingerne her: Foodshakers – Vækstteam for ingrediensbranchens anbefalinger til regeringen december 2018.

Nyt minimum for indtag af dioxiner
2019.1.9
Den europæiske fødevaresikkerhedsautoritet EFSA har for nylig fastsat et nyt minimum for det tålelige ugentlige indtag af dioxiner og dioxinlignende PCB’er. Den nye grænse er hele syv gange lavere end det minimum, der blev bestemt i 2001.
De danske producenter af fiskemel og fiskeolie er glade for at kunne bidrage effektivt til at fjerne disse giftstoffer fra havmiljøet og sikre, at de ikke ender i forbrugernes kost. De danske fabrikker har nemlig højt udviklede rensningsmetoder og renser eventuel dioxin ud af de fisk, som anvendes til produktion af fiskemel og fiskeolie, som igen anvendes til foder til især opdræt af fisk.
Ny plasthandlingsplan beskytter natur og miljø
2018.12.21
I starten af december 2018 offentliggjorde regeringen sin nye plasthandlingsplan ”Plastik uden spild”. Planen omfatter 27 initiativer, der skal sikre en bæredygtig genanvendelse af plastik samt sørge for, at det bruges med omtanke. Herunder skal der på tværs af kommunerne oprettes fælles, ensartede standarder for sortering og indsamling af plastaffald for at kunne skabe et lukket, cirkulært kredsløb af plastik, der kan bruges igen og igen.
Hos Marine Ingredients byder vi den nye plan meget velkommen. Bedre genanvendelse af plast er med til at forhindre, at plastik ender i naturen, hvor den langsomt nedbrydes og kan blive til mikroplast. Især i havmiljøet er plastik et problem, da fisk kan forveksle mikroplast med føde, hvorved plast kan forstyrre det naturlige kredsløb. Det er derfor positivt, at et målrettet fokus på genbrug af plast nu styrker naturen omkring os.



Seneste kommentarer