Forfatter: Anne Mette
MID har følgende bemærkning: TAC på brisling i Østersøen bør følge ICES rådgivning
2020.9.23
Marine Ingredients Denmark har netop afgivet høringssvar vedr. TAC/kvoter for Østersøen 2021. For brisling bør vi følge den biologiske rådgivning fra ICES og øge kvoten med 10%, fremfor at bevare det nuværende niveau, som Kommisionen foreslår. De 10% svarer i runde tal til 21.000 tons, hvilket har en landingsværdi for fiskerne på ca. 40 millioner kroner og en eksportværdi som fiskemel og fiskeolie på ca. 50 millioner kroner.
MID mener, at TAC på brisling for 2021 bør følge ICES rådgivningen, som anbefaler at øge TAC i 2021 med 10% i forhold til 2020.
Kommissionen har følgende argumenter for deres kvoteforslag på brisling i Østersøen for 2021:
The ICES advice for sprat would allow for an increase. The Commission advises prudence and proposes to maintain the TAC level unchanged. This is because sprat and herring are caught in mixed fisheries and the TAC for central Baltic herring has to be decreased significantly. Moreover, sprat is a prey species for starving cod, which is not in a good condition.
Vores argumenter for at TAC på brisling bør øges i 2021, med mindst 10 i forhold 2020, er følgende:
- I dele af Østersøen kan brisling i dag fiskes rent. Det afhænger af, hvornår og hvor fiskeriet udøves.
- Det er ikke klart dokumenteret, om brisling er et vigtigt bytte for torsk. Flere studier antyder tværtimod, at brisling er et problem for torsken, da den konkurrerer om den samme føde og æde torskelarver.
- Silden er i dårlig kondition sandsynligvis pga. fødemangel dvs. i konkurrence om føden med brisling. Fangst af flere brisling vil forbedre fødeforhold for sild.
- Der er grund til at tro, at ICES undervurderer brislingebestanden. ICES bestandsvurderingsmodel tager ikke tæthedsfaktorer tilstrækkeligt med i beregningerne. Dvs. når der er en meget stor bestand af brisling i Østersøen, som der er nu, vil de mange brisling konkurrere om føden, både med andre brislingeindivider men også med rovfiskenes yngel. Resultater fra det videnskabelige FMSY-projekt, med en model som tager højde for tæthedsfaktorer, viser, at der bæredygtigt kan fanges flere brisling end ICES rådgiver.
- Ny forskning publiceret i Nature viser, at en mulighed for at genoprette Østersøens fiskebestande af rovfisk (torsk, gedder og aborre) er at fiske mere brisling og hundestejler.
- MID mener, at det er oplagt at øge fangsterne af byttefiskene, brisling og hundestejler, i Østersøen for at genoprette balancen i økosystemet. Ved genopretning af fx danske søer opfiskes en stor del af byttefiskene, og man udsætter rovfisk (gedder) for at genskabe økosystem-balancen i søen. Samme princip kan anvendes i et økosystem som Østersøen og kan samtidig være til gavn for både fiskeri og forarbejdningsindustri. Dette bør være en klar politisk prioritering i efteråret kvoteforhandlinger.
MID har følgende bemærkning: Fælles ernæringsmærkning i EU
2020.8.27
En af slagmarkerne i den europæiske fødevare-politik er debatten om fælles fødevaremærkning. Marine Ingredients Denmark (MID) giver her sit besyv på sagen i den serie vi kalder ”MID har følgende bemærkning”, der er en let omskrivning af de faktiske høringssvar som MID sender til politikerne.
En del af EU’s Farm-to-fork strategi er, at man skal komme den voksende fedmeproblematik til livs. En af de redskaber man har i skuffen er at strømline fødevaremærkningen i EU, hvor der i øjeblikket er mange forskellige typer af fødevaremærkning.
Hos MID er vi enige i, at en bekæmpelse af fedmeepidemien i EU blandt andet kan blive hjulpet på vej ved, at man udarbejder informative og vidensbaserede fødevaremærkninger på tværs af EU. Der er som nævnt mange forskellige fødevaremærkninger, men den der af EU-kommissionen er vurderet som den mest effektive, er den franske Nutri-score.
Nutri-score er en såkaldt evaluerende fødevaremærkning. Det vil sigel, at den på baggrund af ernæringsinformationerne om et givent produkt, udregner en score, der dernæst omsættes til en farve/ bogstavkombination. Beregningen fungerer sådan, at man tager de positive næringsstoffer (P), der tæller fibre, grøntsager i % og protein, og trækker de negative næringsstoffer (N), der bl.a. tæller kalorieindhold, sukker og fedt, fra. Det tal der kommer ud i den anden ende, definerer så et produkts Nutri-score. Men, hvis N er større end 11, så medregnes de positive point, der ellers ville komme fra proteinindholdet, ikke.
MID har på den baggrund enkelte forbehold overfor Nutri-Score i sin nuværende form, men ser ingen hindring for, at den i en udvidet form kunne danne grundlag for en fælles ernæringsmærkning. Men det forudsætter, at den er baseret på den bedste tilgængelige viden.
Spis mere fisk
En af de officielle danske kostråd er, at man skal spise mere fisk. Det er det, fordi fisk indeholder ”fiskeolier, selen, jod og D-vitamin, som kroppen har brug for, og som er svære at få nok af fra andre fødevarer (MFVM, de officielle kostråd)”. Det er gældende for opdræt såvel som vildtfangede fisk. Med den nuværende beregningsmetode for Nutri-Score frygter vi imidlertid, at fisk – særligt fede fisk – vil blive givet en uretmæssig lav score, fordi fedtindholdet i flere tilfælde vil medføre, at N > 11.
Fedt er ikke bare fedt, og selvom Nutri-Scoren på nuværende tidspunkt differentierer total fedt og mættet fedt, er dette kun på negativsiden forstået på den måde, at de mættede fedtsyrer tæller ned i bedømmelsen. Der skeles ikke videre til, om de umættede fedtsyrer er enkelt eller flerumættet, hvilket ud fra et ernærings- og sundhedsmæssigt synspunkt spiller en afgørende rolle.
Praktiske forslag – Fisk skal regnes som ost
Af den årsag mener vi, at ernæringsscoren på omega-3-holdige fisk og fiskeprodukter, bør beregnes på samme måde som ost bliver i det nuværende system. Her har man vurderet at næringsindholdet i ost – navnlig calciumindholdet – gør ost til en så essentiel komponent i en sund hverdagskost, at man giver produkterne en kunstigt højere score. Her er beregningen nemlig “Nutriscorre = N – P Uanset om N > 11″, en beregning vi mener fin kan overføres til fisk og fiskeprodukter. På den måde sikres at fisk, herunder de fede fisk, ikke taber point ved beregning af en evaluerende indikator, da fisk, ligesom ost, får medregnet point fra protein uanset om N > 11.
MID opfordrer desuden til, at man vægter omega-3 fedtsyre på positiv listen. I Nutri-Scores system skelner man allerede mellem mættet og umættet fedtsyre, og denne skelen kunne passende udmønte sig i, at man pointgiver baseret på andelen af flerumættede fedtsyrer ud af total fedtet. Derved vil Nutri-Scores point-tabel se ud som nedenstående med den af os forslåede nye parameter til højre:

Vælges denne løsning forudsættes det, at man samtidig stiller krav til, at det gøres obligatorisk at oplyse andelen af flerumættede fedtsyrer. Dette har til gengæld den positive effekt, hvilket i forvejen er en af fordelene ved den af Kommissionen foreslåede ernæringsmærkeordning, at fødevareproducenter bliver opfordret til at reformulere, for på den måde at inkludere en højere andel af de sunde og essentielle flerumættede fedtsyrer.
Oversigt: Gældende krav om prøvetagning ved landinger
2020.7.24
Med fiskeristyrelsens nye prøvetagnings- og kontrolplaner har alle førstehåndsmodtagere siden januar 2020 skulle udtage stikprøver af de landede partier til kontrolvejning.
Læs fiskeritidendes glimrende oversigt over de gældende krav.
Bæredygtighed er ‘license to operate’
2020.7.23
Med den nuværende forvaltning af bestanden af blåhvilling i Nordatlanten står blåhvillingefiskeriet til at miste sin bæredygtighedscertificering. Med det globalt øgede fokus på bæredygtighed er beviselig bæredygtighed blevet en ”license to operate”, og fiskemelsindustrien kan derfor ikke sidde den nuværende forvaltning af blåhvilling overhørig.
Den danske fiskemels- og fiskeolieindustri aftager årligt fisk for ca. 1,5 mia. kr., heraf er ca. halvdelen leveret af danske fartøjer. De tre absolut vigtigste arter er brisling, blåhvilling og tobis, der samlet udgjorde 80 pct. af alle landinger til industrien i 2019. Blåhvilling alene udgjorde knap en fjerdedel af det samlede råvaregrundlag, hvilket svarer til godt 165.000 tons.
Industrien, der i 2019 havde en samlet eksportværdi på ca. 3,8 mia. kr., er altså dybt afhængig af adgangen til netop disse tre arter. Men adgangen til råvarer er ikke længere tilstrækkeligt i sig selv.
Som følge af det stadigt stigende ønske om garanteret bæredygtighed i hele værdikæden – d.v.s. fra forbrugere, detailhandel og forarbejdningsindustrien – er det i dag absolut nødvendigt for os at dokumentere, at vores produkter stammer fra bæredygtigt fanget fisk. Bæredygtighed og certificeringen heraf er dermed i tiltagende grad blevet et såkaldt ”Licence to operate”.
Industriens primære kunder, foderproducenterne, har således forpligtet sig til alene at aftage fiskemel, der er certificeret bæredygtigt. De er derfor, ligesom os, stærkt bekymrede over at blåhvilling – og dermed 25 pct. af råvaregrundlaget – har udsigt til at miste certificering.
Løsningen ligger i politikernes hænder. Blåhvilling forvaltes i fællesskab af de såkaldte kyststater – dvs de lande, der grænser op til Nordatlanten, og som har et historisk fiskeri på de store migrerende fiskebestande her: sild, makrel og blåhvilling.
Siden 2014 har der hersket politisk uenighed kyststaterne imellem om den rette fordeling af den videnskabeligt anbefalede kvote. Det har medført, at summen af de enkelte kyststaters kvoter er højere end det totale anbefalede fiskeri på blåhvilling, hvilket igen har medført overudnyttelse af arten.
Marine Ingredients Denmark og European Fishmeal har gentagne gange gjort opmærksom på, at den nuværende fordeling er uholdbar. EU’s Green Deal og Farm-to-fork strategi, samt delmålet i FNs 14. Verdensmål om inden 2020 at stoppe overfiskeri ved effektivt at regulere, burde give det nødvendige incitament til nu endelig at løse denne politiske kontrovers.
Vi har derfor opfordret ministeren for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde, til i løbet af efteråret at samle kyststaterne til en forhandling, der sigter mod en gang for alle at forpligte landene til en bæredygtig fordeling af denne fælles ressource. Ministeren har udtrykt forståelse for problemet og vi håber, at han og de øvrige forhandlere har den rette forståelse for, at værdien af denne bestand beror på en dokumenteret bæredygtig fælles forvaltning.
MSC-certificering til fiskerier i Østersøen
2020.7.1
Fiskeriet efter sild og brisling i Østersøen har fået MSC-certifikatet fra den 1. juli 2020. Med MSC certifikatet er det dokumenteret, at sild- og brislingefiskeriet i Østersøen er bæredygtigt og foregår med minimal påvirkning af havmiljøet. Det fælles MSC certifikat er givet til fiskeriet fra Danmark, Sverige, Tyskland og Estland. Administrerende direktør for den svenske pelagiske producentorganisation, Anton Paulrud, tror på, at den nye certificering kan føre til en øget efterspørgsel på sild og brisling fra Østersøen. Da fiskene i Østersøen ofte har et højt indhold af dioxin, er kun en mindre del anvendeligt til direkte konsum. En stor del af fangsterne bruges i stedet i produktionen af fiskemel og fiskeolie. I produktionsprocessen renses for dioxin og andre forurenende stoffer. Den rensede fiskemel og fiskeolie anvendes til fiskefoder til opdrætsfisk og bliver derved til sunde fødevarer for befolkningerne omkring Østersøen.
Nyt dansk studie: fisk styrker børns hjerner
2020.6.22
Et højt indtag af fed fisk kan have en positiv effekt på børns indlæring. Det viser resultaterne fra et nyt studie foretaget af Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet. Her kunne der ses en sammenhæng mellem et øget indtag af fed fisk og forbedret koncentrationsevne samt bedre løsning af komplekse opgaver. Jo mere fisk børnene i studiet spiste, desto bedre klarede de sig i de kognitive prøver. Forskerne bag studiet mener, at de positive effekter kan tilskrives det øgede indtag af omega-3-fedtsyrer fra fiskene.
Studiet fandt også frem til, at det øgede indtag af fisk reducerede børnenes psykosociale vanskeligheder med 16 % i forhold til testgruppen, der havde spist kylling i stedet. Denne observation var lavet af børnenes forældre, der også oplevede, at de fiskespisende børn bekymrede sig mindre. Selvom nogle af observationerne fra studiet er lavet på mere subjektiv baggrund, underbygger resultaterne tidligere forskning, der har vist, at et indtag af fisk og omega-3 fedtsyrer kan påvirke hjernen positivt. Den pointe understreger professor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, Lotte Lauritzen, der er en af hovedforfatterne på artiklen om studiet.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at danskerne spiser 350 g fisk om uden, hvoraf omkring 200 g skal være fed fisk. Både børn og voksne anbefales at spise fisk til aftensmad to gange om uden og yderligere flere gange om ugen til frokost.
Læs mere om studiet fra Københavns Universitet her.



Seneste kommentarer