De pelagiske fiskerier efter sild, brisling, makrel og tobis har høj energieffektivitet og forholdsvis lille miljøpåvirkning

2021.10.4

DTU Aqua har udgivet rapporten »Miljøskånsomhed og økologisk bæredygtighed i dansk fiskeri«. DTU Aqua håber, rapporten kan bidrage til en evidensbaseret debat om fiskeriets påvirkning af den danske hav-natur. Læs hele rapporten – klik her

Rapporten giver en oversigt over den eksisterende viden om danske fiskeriers påvirkning af havmiljøet i danske farvande. Den indeholder desuden en kvalitativ vurdering af miljøskånsomheden af de vigtigste redskaber og, hvor det er muligt, en kvantificering af fiskeriets samlede miljøpåvirkning og bæredygtighed. Det overordnede budskab i rapporten er, at det er en kombination af indsatser, der skal til for at gøre udnyttelsen af havets ressourcer mere miljøskånsomt og mere klimavenligt i fremtiden.

De pelagiske fiskerier efter sild, brisling, makrel og tobis har høj energieffektivitet og forholdsvis lille miljøpåvirkning
Ifølge rapporten er brændstoffet den vigtigste post i fiskeriets energi- og CO2-regnskab. Livscyklusanalyser af fisk- og skaldyrsprodukter viser, at selve fiskeriet (fangstprocessen) typisk bidrager med 75–95 % af produktets samlede produktion af drivhusgasser, og heraf udgør brændstofforbruget langt den største del. Generelt betragtet er fiskeri en energieffektiv måde at producere fødevarer på sammenlignet med produktion af landbaserede animalske produkter, men energieffektiviteten varierer meget mellem de enkelte fiskerier, primært fordi effektiviteten både afhænger af ressourcens tæthed og af de redskabstyper, der anvendes. I den ene ende af skalaen, med høj energieffektivitet (lavt forbrug af brændstof per kg fanget fisk), findes fiskeri med trawl og not efter stimedannende arter, som f.eks. sild, brisling, makrel og tobis. I den anden ende af skalaen optræder fiskerier med bundtrawl efter højværdiarter, der lever spredt og tæt på eller i havbunden, som f.eks. jomfruhummere og andre krebsdyr. Udvikling af fangstredskaber kan reducere fiskeriernes energiforbrug og miljøpåvirkning.

Den historiske udvikling i dansk fiskeri
Dansk fiskeri har en lang historie, men udviklede sig især kraftigt efter 2. verdenskrig, hvor der startede  et nyt industrifiskeri til fremstilling af fiskemel og olie. Industrifiskeriet fangede først sild, men blev sidenhen rettet mod de såkaldte industriarter (brisling, sperling og tobis) (se figur). Samtidig steg torskefiskeriet, og dansk fiskeri havde fra 1978 til 1997 en gylden periode, hvor der årligt blev landet  mellem 1,4 og 1,9 millioner tons fisk og skaldyr. I de senere år er det dog gået kraftigt tilbage især for  tobis- og torskefiskeriet. Det skyldes først og fremmest, at bestandene er faldet. Årsagen til tobisbestandens tilbagegang kendes ikke med sikkerhed, men for torskebestandenes vedkommende er årsagen til tilbagegangen hovedsageligt, at der har været fisket intensivt.

Figur: Totale mængder af fisk og skaldyr landet i danske havne af danske fiskere 1916–2019 (DTU Aqua).

Fishmeal and fish oil production and trade in the EU

2021.9.13

A new EUMOFA report provides an overview of the fishmeal and fish oil sectors derived from forage fisheries in the European Union (EU). Read the report here and a report summary below.

SUMMARY:

Each year the EU produces from 400.000 tonnes to above 600.000 tonnes fishmeal and from 120.000 tonnes to 200.000 tonnes of fish oil. This constitutes around 10-15% of the global production. Denmark is by far the largest producer in the EU, accounting for 40% to 50% of the total production.

The Danish production is mainly based on landings of small pelagic species like sprat, sandeel, blue whiting and herring. The fisheries destined to produce fishmeal and fish oil in the EU are limited by quotas and the demand for human consumption. The raw material from fisheries varies depending on quotas.

The price level of European fishmeal and fish oil follows to large degree the global prices, which depend highly on the production in South America (Peru). Over the past 12 years, European fish oil prices on average have increased by 85% and fishmeal prices on average have increased by 37%.

The EU consumption of fishmeal decreased by around 40% from 2009 to 2020, to around 450.000 tonnes.

The imports of fishmeal from non-EU27 suppliers decreased by 54% from 2009 to 2020. The difference between imports and exports is shrinking but the EU is still a net importer of fishmeal. Imports from Peru decreased by nearly 90% in the period, to reach more than 42.000 tonnes in 2020; and the import share of imports from Peru on total EU27 imports decreased from 64% to 18%.

EU27 exports of fishmeal decreased by 36% in the same period which compensates for the decrease in imports (Peru). EU27’s imports of fish oil decreased by 19% to 217.000 tonnes from 2009 to 2020 and exports increased by 15% to 174.000 tonnes. In 2020, around 72% of the exports of fish oil from the EU27 was exported to Norway.

Fishing for the production of fishmeal and fish oil is called forage fisheries, industrial fisheries or protein fisheries. In Europe, it is fishing for sprat, sandeel, blue whiting and Norway pout. Herring from the Baltic Sea is also used mainly for fishmeal and fish oil. The main reason for this is that herring from the Baltic Sea contains environmental toxins that make it less suitable for food and that the fishmeal factories can clean out the toxins.

EU Kommissionens forslag til fiskekvoter i Østersøen i 2022

2021.8.26

EU Kommissionens har netop fremlagt sit forslag til fiskekvoter i Østersøen for 2022 – tidligere end forventet.

Forslagene kan læses nedenfor og en kvoteoversigt for de pelagiske fiskebestande er givet i figuren.

Læs EU Kommissionens forslag i linket: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=COM:2021:491:FIN

Pressemeddelelse: https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/ip_21_4202

Q&A: https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/QANDA_21_4222

Kvoter for sild og brisling i 2021 og 2022
(TAC = Total Allowable Catch)

I begrundelsen for kvoterådgivningen for brisling, skriver Kommissionen, at ICES rådgivningen giver mulighed for en stigning i kvoten. Kommissionen rådgiver imidlertid om forsigtighed og foreslår at opretholde TAC-niveauet uændret dvs. samme kvote i 2022 som i 2021. Det skyldes ifølge Kommissionen, at brisling og sild fanges i et blandet fiskeri, og at TAC for sild i den centrale Østersø skal reduceres markant i 2022. Desuden er brisling et byttedyr for torskebestanden, som ikke er i god stand i Østersøen.

Det er problematisk, at Kommissionen ikke følger den videnskabelige rådgivning. Der er ingen videnskabelige argumenter for ikke at følge rådgivningen på brisling og argumentet med at sikre fødegrundlaget for torsk er ikke videnskabeligt begrundet.

Forskning tyder på, at torskebestanden tværtimod kan ophjælpes ved et højt fiskeritryk på brislingebestanden – læs om de nye forskningsresultater på siden “Fiskeri på sild og brisling kan øge torskebestanden.

Ny rapport sammenfatter viden om tobis i den norske del af Nordsøen

2021.8.24

Rapporten opsummerer den eksisterende viden om havtobis (Ammodytes marinus), som er den dominerende tobis-art i Nordsøen og langs Norges kyst. Rapporten, der har den norske havforsker Esben Johnsen som første forfatter, kan læses her 

I følge havforsker Espen Johnsen er tobisen gået fra en dårlig til god status, i den sydlige del af den norske økonomiske zone i Nordsøen. I tobis-området længere mod nord, har tobisen ikke haft samme succes og den findes ikke i samme mængder her, som i syd, hverken langs kysten eller på bankerne »Albjørn-Lingbanken« og »Nordgyden« . Især på »Vikingbanken«, i det fjerne nord, har tobis haft ringe fremgang sammenlignet med tobis på bankerne i syd.

I 2011 indførte Norge en ny national forvaltning af tobis, efter år med en forholdsvis lille bestand af tobis. På det tidspunkt var den norske zone i Nordsøen opdelt i flere tobis-områder, baseret på den aktuelle viden om bestandens udbredelse. Tobis-områderne fik i 2011 sine egne del-kvoter, og dele af områderne blev lukket for tobisfiskeri. Dette for at sikre, at der var tilstrækkeligt med gydemodne tobis tilbage på de forskellige sandbanker efter at fiskeriet havde fisket kvoten. I følge rapporten har tiltagene i den nationale forvaltning af tobis generelt fungeret godt, dog med en stor undtagelse, nemlig Vikingbanken. Det kan der være flere grunde til, for eksempel er Vikingbanken langt mere belastet af petro-kemiske aktiviteter (olie og gas udvinding) end andre tobisområder i norsk farvand.

Det største ubesvarede spørgsmål er i hvilket omfang, de forskellige tobis-områder i Nordsøen udveksler æg, larver og fisk. I gode tobis-år er der også mange fisk kystnært, som forskerne ikke 100 procent er sikre på, hvor kommer fra.

Sådan forvalter man tobis i Norge:

  • Havforskingsinstituttet giver kvote-råd for tobis i norsk økonomisk zone i Nordsøen.
  • Tobisen i norsk zone bliver forvaltet i fem områder, som igen er inddelt i underområder.
  • Èt underområde skal altid være lukket for fiskeri, for at undgå ned-fiskning.
  • Havforskerne giver et første kvote-råd omkring nytår, blandt andet baseret på et tobis-skrabetogt i december måned.
  • Senere på foråret efter et akustisk kortlægningstogt af tobisens udbredelse og mængde opdaterer havforskerne kvoterådet og den endelige størrelse på kvoten fastlægges i maj.

Læs mere om norsk områdeforvaltning af tobis her

Kilde: Havforskningsinstituttet

Fiskeri på sild og brisling kan øge torskebestanden

2021.6.22

En ny artikel med titel “Harvesting forage fish can prevent fishing-induced population collapses of large piscivorous fish“, viser at torskebestanden i Østersøen sandsynligvis vil kunne ophjælpes af et højt fiskeritryk på bestandene af sild og brisling. Den gængse opfattelse er at fiskeri på sild, og især brisling, resultere i dårligere føde- og vækstbetingelser for torsk, hvorfor sild og brislingefiskeri skal undgås i områder med torsk. I modsætning til den gængse opfattelse, viser de nye forskningsresultater, at et øget fiskeri på sild og brisling kan forbedre føde- og vækstbetingelserne for torsk. De nye forskningsresultater giver et videnskabeligt grundlag for at sætte høje fiskekvoter på sild og brisling, ikke kun for at øge fangsterne, men også for at ophjælpe torskebestanden og balancen i Østersøens økosystem. De nye forskningsresultater er publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift PNAS – læs artiklen her

En kommentar, med titel “Forage fish for cod and people“, omhandlende resultaterne af ovenstående artikel kan læses her

“Vesten griber fiskeriet helt forkert an”

2021.3.12

FF Nyt januar 2021 bringer en meget fin artikel med interview af Professor Jeppe Kolding, Bergens Universitet, om fiskeriforvaltning i Vesten. Læs artiklen her

Artiklen kan måske læses som en modsætning til vores indlæg i FF Nyt september 2020  (klik her), hvor vi argumenterer for, at man i Vesten kan gribe fiskeriforvaltningen an som hidtil, men blot korrigere de referencepunkter, der vedrører fiskeritrykket. Men både JK og vi har faktisk fat i de samme basale økosystemmekanismer, nemlig at der kun er en vis mængde energi (føde) til rådighed for fiskene og at store fisk spiser små fisk. Især er det vigtigt at huske på, at hver gang man går et trin op i fødekæden, mister man 90% af energien.

Både JK og vi inddrager den omfattende økosystem- og flerartsforskning, der er udført over de sidste 40-50 år, og som har kostet samfundet milliarder af kroner. Vi mener, at det er på høje tid at inddrage resultaterne af denne forskning i forvaltningssammenhæng, hvilket forskningen hele tiden har haft som sit primære formål.

Vi slår til lyd for, at man i dag i vores del af verden har reduceret fiskeritrykket så meget, at man er gået fra overfiskeri i perioden 1980-2000 til underfiskeri i dag. Underfiskeri betyder, at fiskebestandene bliver for store, hvorved for stor en del af den energi, fiskene optager gennem føden, blot bliver brugt til at holde fiskene i live i stedet for at blive brugt til at vokse og give et større fangstudbytte gennem fiskeri. Når fiskene lever for tæt, bliver der konkurrence om føden, og resultatet er dårlig vækst for den enkelte fisk og for bestanden af fisk. Ved at udtynde bestanden gennem øget fiskeri, forbedres fiskenes fødemuligheder og fiskene vokser bedre, hvorved der samlet set kan opnås et større fangstudbytte.

Især de meget store bestande af makrel, sild og blåhvilling, der pt dominerer økosystemerne i Nordøst Atlanten, påvirker andre fiskebestandes udbredelse og vækst. Det påvirker også deres egne individuelle vækstforhold, idet de vokser langsommere, bliver senere kønsmodne og får lavere fedtindhold. Figur 1 viser, at disse pelagiske bestande nu er vokset til over 18 millioner tons og udgør mere end halvdelen af fiskebiomassen i Nordøst Atlanten. De øvrige fiskebestande er kun vokset lidt i de senere år. Fangsterne af de øvrige bestande er faldet markant gennem perioden 1980 til i dag, mens fangsten af disse tre pelagiske arter makrel, sild og blåhvilling kun er steget lidt. Ud fra betragtningen, at der kun er en begrænset energiproduktion til rådighed i økosystemet for fiskene, og ud fra viden om, at det nuværende fiskeri er et underfiskeri, synes det oplagt at øge fiskeritrykket på de pelagiske bestande, så de enkelte pelagiske fisk vokser bedre, bliver tidligere kønsmodne og øger deres fedtindhold samt giver bedre ”plads” til de øvrige fiskebestande – i overensstemmelse med vores forslag i FF Nyt september 2020 nr. 5. Alt kan ske i overensstemmelse med de internationale aftaler om bæredygtighed og forsigtighedsprincippet, som vi redegjorde for i FF Nyt september 2020 nr. 5.

Figur 1Udviklingen i bestanden af makrel, sild og blåhvilling samlet set, og af alle ”andre” arter som torsk, rødspætte, tobis, etc. i nordøst-Atlanten. Data fra ICES rådgivningsrapport 2020 – ”Standard Graph database”, https://standardgraphs.ices.dk/stockList.aspx . Det er den såkaldte SSB (Spawning Stock Biomass), der er brugt som bestandesparameter. Der er yderligere en fangst af arter, som ikke bliver rådgivet omkring af ICES, og disse udgør typisk 10-20% af fangsterne og formentligt noget tilsvarende af bestandene.

Figur 2Udviklingen i fangsten af makrel, sild og blåhvilling samlet set, og af alle ”andre” arter som torsk, rødspætte, tobis, etc. i nordøst-Atlanten. Data fra ICES rådgivningsrapport 2020 – ”Standard Graph database”, https://standardgraphs.ices.dk/stockList.aspx.  Der er yderligere en fangst af arter, som ikke bliver rådgivet omkring af ICES, og disse udgør typisk 10-20% af fangsterne.

Vi har i modsætning til JK valgt at foreslå at korrigere den nuværende forvaltning fremfor at revolutionere den, som man nok må sige JKs forslag indebærer. Vi mener, at der er behov for en øjeblikkelig korrektion, da fiskeriet taber værdier for omkring 40 milliarder kr. om året i bæredygtig fangst. Dette er en tabt fangst, der ikke senere kan indhentes, idet årsagen er, at for mange små fisk er spist af store fisk, og at fiskenes reducerede vækst pga. fødekonkurrence ikke på et senere tidspunkt vil betyde øget vækst. Vi gav også et konkret eksempel på den forvaltning, vi foreslår, og viste, at det vil betyde, at blåhvillingkvoten for 2021 kan hæves fra de nuværende 1.161.615 t til 1.502.020 t, og på langt sigt hvert år med 75.000 t i forhold til den nuværende forvaltning.

Hvis man vil revolutionere forvaltningen, tager det 10 år (mindst). Vores forslag kan implementeres NU – ICES nuværende årlige modelberegninger af fiskebestandenes udvikling er grundlag nok, og var det vi brugte til at beregne blåhvillingekvoten ovenfor.

Taler vi om det mere langsigtede perspektiv, mener vi også, at forvaltningen bør fokusere på andet end blot at maksimere udbyttet fra alle havets fiskebestande. Det skyldes, at videnskaben efterhånden har en ret klar viden i retning af, at hvis man ønsker at maksimere det samlede fiskeriudbytte fra økosystemet, kan man fiske bestandene af de store rovfisk (som torsk, sej, kulmule, etc.) til et lavere bestandsniveau end de hidtidige anbefalinger. Gevinsten ved færre store rovfisk er øget overlevelse af byttefiskene og dermed øget fangstmuligheder på byttefiskene. De øgede fangstmængder af byttefiskene vil vægtmæssigt langt opveje nedgangen i fangstmængderne af de store fisk – rovfiskene. Dette er helt på linje med JKs pointe. Ulemper ved et meget højt fisketryk på rovfiskene, og forholdsvis små bestandsstørrelser af rovfiskene, er færre konsumfisk i handel (på tallerknerne) og reduceret biodiversitet.

Det rejser jo så spørgsmålet, om dette er acceptabelt for samfundet som helhed. Det mener vi ikke, at det er. Det overordnede formål med fiskeriforvaltningen må derfor afbalanceres med en målsætning for biodiversiteten.  Vi foreslår, at man i første omgang bibeholder de nuværende biologiske referencepunkter for bestandsstørrelse (Blim og Bpa) og den nuværende strategi om at reducere fiskeritrykket, hvis en bestand kommer under disse. Det vil betyde, at enhver bestand typisk vil være større end referencepunktet Blim og dermed, at biodiversiteten er sikret. Ønskes der fra politisk hold andre biodiversitetsmål, kan man korrigere fiskeriforvaltningen tilsvarende hen ad vejen.

Vi mener, at både JKs og vores forslag er helt i overensstemmelse med internationale aftaler om forvaltning af fiskebestande som f.eks. ”the Copenhagen Declaration 2002” fra det Internationale Havforskningsråd (ICES):  ”…advice that is unbiased, sound, reliable, and credible, to the benefit of management and conservation of marine ecosystems and living marine resources” og “…frame advice in relation to fisheries management, giving full consideration to the ecosystem context”. Som vi gør rede for i vores indlæg i FF Nyt september 2020 nr. 5, mener vi ikke, at den nuværende videnskabelige rådgivning og forvaltning lever helt op til disse sunde målsætninger. JKs indlæg antyder, at han er enig med os.

JK og vi er inde på de samme fundamentale økosystemmekanismer og på, at fiskeriforvaltningen i Vesten i højere grad skulle basere sig på disse. Vi har blot et mere ”her og nu” perspektiv.

Med venlig hilsen
Henrik Sparholt og Søren Anker Pedersen

Henrik Sparholt er forsker på Københavns Universitet, han var leder af FMSY-projektet, og han leder i dag MSE-projektet, som er en videreførsel af FMSY-projektet.