Forfatter: Semi Kilic
Ny rekord i dansk fødevareeksport i 2024: Fisk spiller fortsat en vigtig rolle
2025.3.20
Ifølge opgørelser fra Landbrug & Fødevarer satte den danske fødevareklynge i 2024 ny rekord for eksportindtægter. Den samlede eksport af fødevarer, biobaserede produkter og agro-teknologi beløb sig til 203,2 mia. kr., hvilket markerede en stigning på 3,4 mia. kr. sammenlignet med 2023.
Blandt de største eksportvarer var fisk og skaldyr, som blev eksporteret for 29,3 mia. kr., kun overgået af grisekød. Fisk og skaldyr har længe været en af Danmarks vigtigste eksportgrupper, men til trods for den samlede eksportvækst faldt eksportværdien af fisk og skaldyr med 0,3 mia. kr. i forhold til året før.
I 2024 blev der eksporteret fiskemel og fiskeolie for samlet 6 mia. kr. Disse højværdiprodukter er i stor international efterspørgsel og spiller en afgørende rolle i den globale foderindustri. Fiskemel blev eksporteret til 46 lande med en samlet værdi på 2,61 mia. kr., mens fiskeolie blev eksporteret til 36 lande for 3,67 mia. kr. Danmark var samme år verdens sjette største eksportør af fiskemel og fjerde største eksportør af fiskeolie. Tilsammen udgør disse produkter over en femtedel af den samlede eksportværdi af danske fiskeprodukter.
Dansk fiskemel og fiskeolie er anerkendt for deres sporbarhed, bæredygtighed og lave klimaaftryk. Produkterne har et højt proteinindhold og indeholder essentielle aminosyrer samt omega-3-fedtsyrer, hvilket gør dem til vigtige ingredienser i foder til akvakultur. Dermed understøtter fiskemel og fiskeolie den blå værdikæde, hvor pelagiske arter samt afskær fra konsumfiskeindustrien anvendes effektivt til produktionen af marine ingredienser, der indgår i foderproduktion og videre til fremstillingen af næringsrige fødevarer.
Den danske fiskeri- og forarbejdningssektor er mangfoldig og involverer en bred vifte af aktører, hvilket understreger behovet for et helhedsorienteret perspektiv på både fiskeri- og forarbejdningssektorerne. En styrkelse af disse sektorer vil ikke blot understøtte eksporten, men også bidrage til mere klimavenlig fødevareproduktion.
Læs mere om opgørelsen her.
Find flere oplysninger om vores eksport her på både dansk og engelsk: Production and Export.
Udmeldelse af Tænketanken Hav
2025.3.12
Efter nøje overvejelser har vi besluttet at træde ud af Tænketanken Hav.
Vi anerkender Tænketanken Havs vigtige arbejde for havmiljøet og respekterer formålet om at tale havets sag, men vi mener, at en tænketank med ambitioner om at påvirke politiske beslutninger altid bør tilstræbe at basere sine anbefalinger på et helhedsorienteret og retvisende datagrundlag.
Beslutningen bunder i vores opfattelse af tænketankens tilgang til fiskerisektoren i forbindelse med de seneste anbefalinger om en CO2-afgift på fiskeri.
Den dokumentation, der danner grundlag for tænketankens anbefalinger om en CO2-afgift, fokuserer primært på bundslæbende redskaber, mens det pelagiske fiskeri, der retter sig mod stimefisk som blåhvilling og brisling, der svømmer frit i vandmasserne og fiskes uden kontakt med havbunden, ikke er inddraget. Det giver efter vores vurdering et skævt billede af fiskeriets samlede miljøpåvirkning, og det burde have været afspejlet i Tænketankens anbefalinger om at afgiftsbelægge dansk fiskeri.
De reelle klima-gevinster af en ensidig dansk CO2-afgift er heller ikke belyst. Flere danske fiskere valgte at lande deres fangster, og samtidig tanke diesel, i nabolande som Skotland og Norge efter indførslen af afgiften. I januar 2025 – den første måned med afgiften – faldt landingerne af industrifisk i danske havne betydeligt. Ifølge data fra Fiskeristyrelsen blev der for eksempel slet ikke landet blåhvilling i danske havne, mens der i samme måned året før blev landet over 6.500 ton. Brislingelandingerne faldt ligeledes fra knap 28.000 ton i januar 2024 til cirka 19.800 ton i januar 2025.
Vi mener, at anbefalingerne ikke i tilstrækkelig grad afspejler en balanceret vurdering af hele den danske fiskeriklynge, herunder effekterne på forarbejdningsindustrien. Af samme grund ser vi med bekymring på en CO2-afgift på fiskeriet, da den vil give betydelige konsekvenser for følgeerhvervene som følge af markant færre landinger i danske havne. Fiskeauktioner, forarbejdningsvirksomheder – herunder de danske fiskemels- og fiskeolieproducenter – vodbindere, elektrikere og mange andre erhverv udgør en vigtig del af den blå værdikæde og bidrager til arbejdspladser og indtægter i kystsamfundene.
Vi takker for samarbejdet og ser frem til at fortsætte dialogen med Tænketanken Hav.
Fiskeolie kan spille en vigtig rolle i forebyggelsen af type 2-diabetes
2025.3.11
Et nyt brasiliansk studie offentliggjort i tidsskriftet Nutrients peger på, at fiskeolie kan være et værdifuldt redskab i kampen mod type 2-diabetes – også hos personer, der ikke er overvægtige. Studiet viser, at fiskeolie har en anti-inflammatorisk effekt og kan forbedre kroppens evne til at håndtere insulin og regulere blodsukkeret.
Forskere har i forsøg med rotter, der udvikler en diabeteslignende tilstand uden at være overvægtige, observeret en markant forbedring efter otte ugers tilskud af fiskeolie. Insulinresistensen blev reduceret, og samtidig faldt niveauerne af blodsukker, betændelsesmarkører og skadelige blodfedtstoffer som LDL-kolesterol og triglycerider. Årsagen ser ud til at være fiskeoliens evne til at påvirke immunforsvaret positivt – den ændrer nemlig fordelingen af forsvarsceller, så de skifter fra en pro-inflammatorisk til en anti-inflammatorisk tilstand.
Studiets resultater understøtter tidligere forskning, der har vist, at omega-3-fedtsyrer, som findes i fiskeolie, kan have gavnlig effekt på inflammatoriske processer og derved på insulinresistens. Forskningen er stadig på et tidligt stadie, og der kræves yderligere studier for at fastslå de præcise mekanismer og de bedste doser for mennesker, men resultaterne er lovende.
Hos Marine Ingredients Denmark, der repræsenterer de danske producenter af fiskemel og fiskeolie, ser vi positivt på denne nye forskning. Fiskeolie er ikke kun en vigtig ingrediens i ernæring til opdrætsfisk – den kan også have en central rolle i menneskers sundhed og velvære. Den danske fiskeolieproduktion er kendt for sin høje kvalitet, især fra nordiske farvande, og vi arbejder aktivt for at få adgang til markedet for human konsum, så flere mennesker kan få gavn af de sundhedsfremmende egenskaber ved fiskeolie.
Læs mere om studiet her.
MID’s direktør i Klimamonitor: “Vi skal have fakta frem for postulater i debat om CO2-afgift på fiskefartøjer”
2025.2.20
Marine Ingredients Denmarks direktør, Anne Mette Bæk, har den 20. februar 2025 udgivet et debatindlæg i Klimamonitor om CO2-afgiftens konsekvenser for den blå værdikæde. Debatten om CO2-afgiften på fiskefartøjer har skabt splittelse. Men før vi drager forhastede konklusioner, er det afgørende at få fakta på bordet. Fakta viser nemlig, at januar 2025 – den første måned med den nye CO2-afgift – bød på et markant fald i landingen af industrifisk.
Industrifiskeriet er et fiskeri efter pelagiske arter, som ikke anvendes til direkte konsum. Der er tale om stimefisk, som fiskes oppe i vandsøjlen og uden bundpåvirkning. Dette fiskeri er ikke blot vigtigt for danske fiskere, men for hele den danske blå værdikæde. Siden 2013 har værdien i første led af industrifiskeriet ligget mellem 500 og 900 millioner kroner årligt, og i 2023 nåede industrifiskeriet et rekordniveau, hvor det udgjorde en tredjedel af den samlede værdi af dansk fiskeri – over 1 milliard kroner.
Selvom industrifiskene ikke anvendes direkte til konsum, forarbejdes de til fiskemel og fiskeolie – essentielle marine ingredienser, som især anvendes i foder til akvakultur. En væsentlig del af råvarerne til fiskemel og -olie kommer desuden fra kasserede fisk og restprodukter fra humankonsum-industrien. Mere end 30 procent af råvarerne stammer fra afskær og restprodukter, hvilket reducerer spild og understøtter en cirkulær økonomi.
Dansk fiskemel og fiskeolie er kendt for sporbarhed og bæredygtighed. Produkterne er rige på protein, essentielle aminosyrer og omega-3-fedtsyrer, hvilket gør dem uundværlige i produktionen af fiskefoder til akvakultur og derved produktionen af sunde fødevarer.
Læs hele indlægget på Klimamonitor her.
Markant nedgang i landinger fra danske fartøjer efter indførslen af CO2-afgift
2025.2.14
I januar 2025 blev der i Danmark observeret en nedgang i landinger fra industrifiskeriet. Det fremgår af de seneste opgørelser fra Fiskeristyrelsen, og kan ses specielt i landingerne af blåhvilling, som er en af de mest centrale arter i industrifiskeriet.
Kraftigt fald i landinger af blåhvilling
Siden årets begyndelse har der ikke været landet blåhvilling i danske havne. Dette står i skarp kontrast til januar 2024, hvor der blev landet over 6.500 ton blåhvilling i Danmark. Landinger af blåhvilling har været en kontinuerlig aktivitet i danske havne i mange år, og data fra perioden 2023-2024 illustrerer, at Danmark normalt er en central modtager af blåhvilling.
Når man ser på den længere tidsperiode fra januar 2015 til januar 2024, blev 42 % af de samlede blåhvillinglandinger fra danske fiskere landet i danske havne. I januar 2025 derimod blev 0 % af de danske blåhvillingfangster landet i Danmark, hvilket udgør en markant ændring i landingsmønsteret.
Danske fiskere er derimod taget til Norge eller Skotland siden årets start, hvor de har landet betydeligt mere blåhvilling end i tidligere år – over 6.000 tons siden januar.
Færre landinger af brisling
En lignende, men mindre markant tendens kan ses i landingerne af brisling fra danske og udenlandske fiskere i danske havne. I januar 2025 blev der landet over ca. 19.800 ton brisling i Danmark, mens mængden i januar 2024 var lidt højere, nemlig knap over 28.000 ton.
I perioden fra januar 2016 til januar 2024 blev 97 % af de samlede brislingelandinger fra danske fiskere landet i danske havne, hvilket viser, at Danmark i mange år har været den dominerende modtager af brislingefangster fra især Østersøen. Men i januar 2025 er andelen af brislingefangster fra danske fiskere landet i danske havne faldet til 79 %, hvilket er et betydeligt fald.
Samtidig har de danske fiskere haft en stigende interesse i at lande brisling fra Østersøen i Norge i januar 2025, hvor de landede knap 2.000 ton. Til sammenligning landede de danske fiskere 0 ton i Norge i januar 2024.
Samlet set viser disse data, at der er sket væsentlige ændringer i landingsmønstrene fra danske fiskere for både blåhvilling- og brislingefiskeriet i 2025, sammenlignet med tidligere år. Det er dog vigtigt at understrege, at udsving i landingsmønstre kan skyldes en række faktorer, såsom biologiske forhold, kvoteudnyttelse, markedsforhold og logistiske beslutninger.
Industrifiskeriet er en vigtig del af den blå værdikæde
Industrifiskeriet spiller en central rolle i den danske blå værdikæde. Ændringer i fiskerimønstre, økonomiske forhold og nye reguleringer kan være med til at forklare de nylige udsving, men én ting er klart: Industrifiskeriet er en uundværlig del af det danske fiskeri.
Siden 2013 har værdien ligget mellem 500 og 900 millioner kroner, og i 2023 nåede industrifiskeriet et rekordniveau og udgjorde en tredjedel af den samlede værdi af dansk fiskeri, svarende til over 1 milliard kroner.
Industriens betydning strækker sig også til de danske producenter af fiskemel og fiskeolie, som primært køber små pelagiske fisk som blåhvilling og brisling, fisket uden bundpåvirkning.
Marine ingredienser er højværdiprodukter med stor international efterspørgsel, og dansk fiskemel og fiskeolie er særligt kendetegnet ved fuld sporbarhed og et lavt klimaaftryk. Fiskemel og fiskeolie binder effektivt den blå værdikæde sammen – fra fangst og foder til produktionen af sunde fødevarer. Vi vil derfor nøje følge udviklingen i industrifiskeriet i Danmark og effekterne af kompensationsmulighederne for CO2-afgiften på fiskernes brændstof.
Tabel: Landinger af blåhvilling og brisling fra danske fiskere i danske havne fordelt pr. uger, 2023 – 2025:

Ansøgningsskema og Vejledning til Erhvervspuljen
2025.2.6
Som vi tidligere har skrevet om, er den danske fiskeforarbejdningssektor, herunder de danske fiskemels- og fiskeolieproducenter, nu inkluderet i Erhvervspuljen.
Det nye ansøgningsskema samt vejledninger til erhvervspuljen kan derfor findes her på Energistyrelsens hjemmeside.
Tidligere har store virksomheder i fiskeforarbejdningssektoren været udelukket fra at søge støtte fra puljen, hvilket har begrænset vores medlemmers muligheder for at gennemføre nødvendige energirenoveringer. Selvom branchen allerede er førende inden for miljøområdet i Europa, har manglen på støtte gjort det vanskeligt at realisere yderligere omstillinger til alternative og mere bæredygtige energikilder.
Der er derfor tale om en stor milepæl efter en mangeårig og intensiv indsats: Vi har i mange år arbejdet for at få den danske fiskeforarbejdningssektor, herunder de danske fiskemels- og fiskeolieproducenter, inkluderet i Erhvervspuljen. Vi er derfor glade for, at vores medlemmer kan søge om investering til energirenovering på linje med andre industrier og på denne måde, være med til at mindske CO2-aftrykket.
Læs mere om erhvervspuljen på Energistyrelsens hjemmeside her eller pressemeddelelse her.



Seneste kommentarer