Tilmelding åben til Fødevareklyngens Eksportdag 2026

2026.8.5

Den 24. august kl. 9:30-13:00 afholdes Fødevareklyngens Eksportdag 2026 på Teknologisk Institut i Taastrup.

Dagen giver et overblik over de globale tendenser, der påvirker dansk eksport lige nu – herunder nye vækstmarkeder, handelspolitiske udviklinger og hvordan grøn omstilling og innovation spiller ind på konkurrenceevnen. Blandt dagens indslag er et high-level virksomhedspanel om internationale muligheder i et ustabilt verdensmarked, hvor vores formand Johannes Palsson (CEO, FF Skagen) deltager sammen med topledere fra bl.a. Danish Crown og Spora.

Eksportdagen arrangeres af Forum for Fødevareklyngen Eksport, som Marine Ingredients Denmark er en del af, og afspejler, at det danske fødevareerhverv står samlet om at fremme fælles eksportinteresser.

Tilmelding sker via QR-koden i invitationen. Det er gratis at deltage.

Vi håber at se så mange af jer som muligt!

Invitation til fødevareklyngens eksportdag 2026

MID hilser ny regering velkommen

2026.7.7

Efter de længste regeringsforhandlinger i Danmarks historie blev en ny regering bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Moderaterne, præsenteret onsdag d. 3. juni 2026. Vi hilser den nye regering velkommen!

Regeringsdannelsen bringer væsentlige organisatoriske ændringer for den blå værdikæde, hvoraf den største er nedlæggelsen af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Det ansvar, der lå i Fødevareministeriet, er nu fordelt på fem ministerier. For branchen vil de mest centrale ministerier fremover være:

  • Erhvervs- og Konkurrencekraftsministeriet, under ledelse af Martin Lidegaard (R)
  • Miljøministeriet, under ledelse af Maria Reumert Gjerding (SF)

De vigtigste nedslag fra Regeringsgrundlaget

Et bæredygtigt Danmark

Af regeringsgrundlaget fremgår det at regeringen har til hensigt at udarbejde en 10-årsplan for fiskeriet og implementere fiskeriaftalen. Tiltagene fokuserer bl.a. på at fremme skånsomt kystfiskeri, en tættere regulering af havbrug og en handlingsplan for lystfiskere.

Det er også værd at bemærke at regeringen har til hensigt at udarbejde en handlingsplan mod miljøfarlige stoffer i havmiljøet samt at udpege mindst fem marine naturnationalparker og sikre bedre beskyttelse af udpegede områder, f.eks. gennem forbud mod benyttelse af bundslæbende redskaber i disse områder.

Regeringen har også fastsat nogle tiltag, der skal have effekt “her og nu”. Det drejer sig bl.a. om et nationalt sprøjteforbud og en national strategi for råstoffer og cirkulær økonomi.

Vi bakker op om flere af tiltagene, og følger området tæt, da det er vigtigt med den rette balance i forhold til erhvervshensyn.

Grøn, billig og sikker energi

Regeringen fremhæver behovet for en omfattende elektrificering af Danmark og ønsker, at elektrificering skal understøttes i sektorer, der er afgørende for Danmarks konkurrenceevne. Planen er at udarbejde en ny energiinfrastrukturplan for 2035, der skal understøtte bedre udnyttelse og udbygning af elnettet på mellemlangt sigt, mens det på længere sigt skal der prioriteres en målrettet udbygning af transmissions- og distributionsnet.

Regeringen vil også arbejde målrettet for at øge denne elektrificering gennem støtte og et eventuelt elektrificeringsfradrag for sektorer, hvor der er behov for at hjælpe elektrificeringen på vej.

Derudover forventer regeringen at følge op på den kommende analyse om nye atomkraftteknologier, så der er mulighed for at implementere små modulære atomreaktorer i 2040’erne, hvis teknologien er sikker, omkostningseffektiv, konkurrencedygtig, standardiseret og skalerbar.

Vi følger udviklingen inden for energiinfrastruktur og elektrificering tæt for at sikre, at vores industri kan drage nytte af de planlagte investeringer.

Et rigere Danmark

Regeringen lægger desuden op til lempelser af selskabskatten med i alt tre procent point over tre år, samt at reducere byrder for erhvervslivet generelt.

Desuden vil det forsat være en prioritet for os at følge drøftelserne ifm. CO2-afgiften på fiskeriet og være med til at gøre Skatteministeren og relevante folkevalgte opmærksom på udfordringerne ved en eventuel genindførelse af denne.

Vi følger regeringen og Folketinget tæt 

Der er gode nedslag i regeringsgrundlaget, og nu handler det om implementeringen. Vi vil selvfølgelig følge regeringens arbejde tæt inden for alle relevante områder, så vi sikrer, at branchens stemme høres når vigtigste processer sættes i gang.

 

Vil du læse hele regeringsgrundlaget? Her finder du det fulde dokument.

 

Beretning for Marine Ingredients Denmark 2025

2026.7.3

Marine Ingredients Denmark afholdt sin 85. generalforsamling den 30. juni 2026. Generalforsamlingen var lukket og det var således kun bestyrelsen og sekretariatet, der deltog.

2025 har været præget af betydelige udfordringer for dansk produktion af fiskeprotein og -olie med nye regulatoriske rammer, pres på råvareforsyningen og komplekse internationale markedsdynamikker.

Beretningen dokumenterer foreningens arbejde med at håndtere disse udfordringer samtidig med, at vi forfølger centrale indsatsområder som CO₂-afgiften på fiskeriet, bio-økonomisk udvikling, LCA-dokumentation og energiomlægning.

Du kan læse hele beretningen her: Beretning 2025

Debatindlæg i Altinget: Skræmmebilleder om havbrug bygger ikke på fakta. Det er problematisk

2026.5.22

Marine Ingredients Denmarks direktør, Anne Mette Bæk, har den 22. maj 2026 udgivet et debatindlæg i Altinget om påstandene om havbrug og marine ingredienser med titlen: Brancheforening: Skræmmebilleder om havbrug bygger ikke på fakta. Det er problematisk

Danmarks Naturfredningsforening advarer på de sociale medier mod opdrætsfisk med påstande om kemi, medicin, ubrugelige certificeringsmærker og at vilde fisk ikke kan bruges som fodder. Det er påstande, der ikke stemmer overens med den tilgængelige forskning og dokumentation, og som får konsekvenser, når de former den politiske debat om fremtidens fødevareproduktion.

I indlægget gennemgår Anne Mette Bæk påstandene én for én og peger bl.a. på, at marine ingredienser har et markant lavere klima- og naturaftryk end mange alternative proteinkilder. Samtidig har EU-Kommissionen har selv advaret om, at misvisende opfattelser af akvakultur er en af de største barrierer for europæisk fødevaresuverænitet og lancerede sidste år en målrettet kampagne for at fremme akvakultur i Europa.

Læs hele indlægget på Altinget her.

Ny alliance presser på for højere ambitioner i havmiljøpolitikken

2026.3.27

Tænketanken Hav presser sammen med en bred alliance af 14 organisationer og virksomheder på for en politisk kursændring for at sikre et sundt hav omkring Danmark. Det er en opfordring, som MID bakker helhjertet op om.

I dag bliver EU’s miljøregler ofte implementeret på et minimumsniveau i Danmark. I praksis betyder det, at indsatser sættes i gang så sent og så lempeligt som muligt. Ifølge Tænketanken Hav er konsekvensen klar: Danmark har svært ved at leve op til sine miljømål, samtidig med at presset på havmiljøet forsætter.

Alliancen peger derfor på behovet for et markant skifte. En mere ambitiøs og forudsigelig tilgang vil ikke kun styrke havmiljøet, den vil også skabe klarere rammer for erhvervslivet og understøtte innovation og udvikling af grønne løsninger.

For MID er et sundt havmiljø en grundlæggende forudsætning for vores sektor. For producenter af marine ingredienser handler det helt konkret om:

  • At sikre et stabilt og bæredygtigt havmiljø – det er vores råvaregrundlag
  • Klare og forudsigelige miljøkrav, så vi kan planlægge og investere langsigtet
  • De rette rammer, så vi kan udnytte havets ressourcer bedre og levere protein med et lavt klimaaftryk

Læs hele pressemeddelelse fra Tænketanken Hav her.

 

MID mener: Et sundt havmiljø er afgørende for fremtidens eksport af fiskeprodukter

2026.3.20

Fisk og skaldyr fastholder sin position som en af Danmarks vigtigste fødevareeksportkategorier. Det viser Landbrug & Fødevarers analyse Endnu et stærkt eksportår for fødevareklyngen i 2025, offentliggjort den 16. marts.

Med en eksportværdi på 28,16 mia. kr. ligger fisk og skaldyr fortsat i top tre, kun overgået af grisekød (36,94 mia. kr.) og mejeriprodukter (31,84 mia. kr.). Samlet står de tre kategorier for hele 63 procent af fødevareklyngens eksport.

Bag tallene gemmer sig en stærk marine ingredienser sektor. I 2025 eksporterede danske producenter fiskemel og fiskeolie for ca. 5,83 mia. kr., svarende til 20,7 procent af den samlede eksport af fisk og skaldyr. Det understreger, hvor central vores sektor er i den samlede danske værdikæde.

Men tallene fortæller kun den ene halvdel af historien.

For mens eksporten er stærk, er fundamentet for den under pres. I Kraka’s rapport Samfundsøkonomi og dyrevelfærd, som blev offentliggjort d. 20. marts, peges der på, hvor potentialet for miljø- og erhvervsgevinster ligger. Det fremgår, at landbruget står for ca. 70 procent af kvælstofudledningerne til havmiljøet og vismand Lars Gårn Hansen påpeger i et interview med Berlingske, d. 19. marts 2026 følgende: ”Det vil være et hårdt slag [red. for landmændene]. Og så vil det være nogle andre, der får gevinsterne: Fiskerne – heriblandt lystfiskerne – og den brede danske befolkning vil forbedringer i landbruget kunne skabe gevinster andre steder i samfundet, herunder for fiskeriet og den brede befolkning.

Det understreger pointen om at et sundere havmiljø ikke kun er et miljøhensyn, men også er erhvervspolitik. For når udledningen af næringsstoffer reduceres, forbedres havets økosystemer. Det giver stærkere fiskebestande og bedre forudsætninger for både fiskeri og eksport af fiskeprodukter.

Samtidig viser eksporttallene, at potentialet er betydeligt. Fisk og skaldyr er allerede Danmarks tredje største fødevarekategori, og marine ingredienser udgør en væsentlig del af denne værdiskabelse.