Høringssvar

MID har indsendt høringssvar til Kommissionens protein handlingsplan

2026.8.11

Marine Ingredients Denmark har den 11. august 2026 fremsendt høringssvar til Ministeriet for Natur og Dyrevelfærds høring i § 2 udvalget (landbrug) vedr. Kommissionens husdyrsstrategi og protein handlingsplan.

Marine Ingredients Denmark takker indledningsvist ministeriet for fremsendelsen af Europa-Kommissionens meddelelse om en EU-strategi for husdyr samt den tilhørende handlingsplan for EU’s proteinsystems modstandsdygtighed, strategiske autonomi og bæredygtighed i høring.

Vi repræsenterer den danske fiskemels- og fiskeoliebranche, som producerer marine foderingredienser til europæiske og globale fødevare- og foderværdikæder. Branchen bidrager væsentligt til forsyningen af protein- og fedtingredienser til blandt andet akvakultur og husdyrproduktion, og spiller samtidig en vigtig rolle i den cirkulære bioøkonomi gennem anvendelse af marine ressourcer og sidestrømme fra fødevareproduktionen.

Vi anerkender Kommissionens ambition om at styrke EU’s modstandsdygtighed, konkurrenceevne og strategiske autonomi inden for protein- og fødevareforsyning. Vi finder det positivt, at strategien lægger vægt på diversificering af proteinkilder, cirkulær ressourceanvendelse, forsyningssikkerhed og udvikling af bæredygtige værdikæder.

Vi opfordrer til, at marine proteiner og olier indgår eksplicit i den videre udvikling og implementering af EU’s proteinpolitik. Når Kommissionen peger på behovet for at styrke EU’s strategiske autonomi, reducere afhængigheden af importerede proteinressourcer og udvikle robuste proteinværdikæder, bør alle relevante og bæredygtige proteinkilder indgå i analyserne, herunder marine ingredienser. Det er beklageligt, at proteiner og fedtingredienser af akvatisk oprindelse ikke indgår i strategiens analyser og initiativer. Dette gælder, selv om fiskemel og fiskeolie udgør etablerede, dokumenterede og strategisk vigtige ingredienser i europæiske fodersystemer og bidrager direkte til produktionen af animalske fødevarer af høj kvalitet.

Den danske fiskemels- og fiskeoliesektor producerer årligt betydelige mængder protein- og foderingredienser. Siden 2020 har Danmark i gennemsnit produceret 143.000 tons fiskemel og 41.000 tons fiskeolie årligt, hvilket gør Danmark til EU’s største producent. I 2025 blev der eksporteret fiskemel og fiskeolie for over 5,8 mia. kroner, og Danmark er blandt verdens største eksportører af disse produkter. Branchen er samtidig en vigtig aftager af rest- og sidestrømme, som i dag udgør omkring 25 pct. af råvaregrundlaget, og bidrager dermed konkret til målsætningerne om ressourceeffektivitet og cirkularitet.

Vi vurderer, at branchens erfaringer, data og dokumentation kan bidrage konstruktivt til flere af de initiativer, der fremgår af strategien og handlingsplanen, herunder:

  • fastsættelse af et EU-dækkende benchmark til overvågning af EU’s strategiske autonomi på proteinområdet (nøgletiltag 1.2),
  • udarbejdelse af harmoniserede nationale balanceopgørelse for foder og fødevarer (nøgletiltag 2.3),
  • undersøgelse af investeringsmuligheder i lager- og forarbejdningsfaciliteter med henblik på at udvikle mere modstandsdygtige foderværdikæder baseret på EU- eller lokalt producerede foderstoffer med højt proteinindhold (nøgletiltag 3.1), og
  • den strategiske tilgang til forskning og innovation inden for landbrug, skovbrug, landdistrikter og fødevaresystemer med henblik på at styrke proteinafgrøders og alternative proteiners konkurrenceevne, bæredygtighed og modstandsdygtighed (nøgletiltag 4.2).

Marine ingredienser bidrager allerede i dag til flere af de målsætninger, som fremhæves i Kommissionens arbejde. Produktionen bygger på ansvarlig udnyttelse af marine ressourcer, omfattende sporbarhedssystemer og anerkendte certificeringsordninger. Samtidig indeholder fiskemel og fiskeolie essentielle proteiner, aminosyrer og omega-3-fedtsyrer, som spiller en væsentlig rolle i ernæringen af opdrætsfisk og dermed i produktionen af sunde fødevarer.

Europæisk producerede marine proteiner bør desuden ses som en del af løsningen på både forsynings- og klimaudfordringer, idet de repræsenterer en EU-produceret proteinkilde med et lavt klimaaftryk og begrænset arealforbrug sammenlignet med mange landbaserede alternativer som fx soja og raps.

Vi noterer os endvidere, at Kommissionen i handlingsplanen anerkender, at fiskeri- og akvakultursektorerne er vigtige kilder til og brugere af protein i EU’s fødevare- og fodersystem, men samtidig præciserer, at sektorerne ikke er omfattet af planen.

Vi opfordrer derfor til, at marine proteiner og marine foderingredienser i højere grad indarbejdes i det videre arbejde med EU’s proteinstrategi. Det vil bidrage til et mere retvisende billede af EU’s samlede proteinforsyning og understøtte målsætningerne om strategisk autonomi, cirkulær bioøkonomi, bæredygtighed og robuste europæiske værdikæder.