“Vesten griber fiskeriet helt forkert an”

FF Nyt januar 2021 bringer en meget fin artikel med interview af Professor Jeppe Kolding, Bergens Universitet, om fiskeriforvaltning i Vesten. Læs artiklen her

Artiklen kan måske læses som en modsætning til vores indlæg i FF Nyt september 2020  (klik her), hvor vi argumenterer for, at man i Vesten kan gribe fiskeriforvaltningen an som hidtil, men blot korrigere de referencepunkter, der vedrører fiskeritrykket. Men både JK og vi har faktisk fat i de samme basale økosystemmekanismer, nemlig at der kun er en vis mængde energi (føde) til rådighed for fiskene og at store fisk spiser små fisk. Især er det vigtigt at huske på, at hver gang man går et trin op i fødekæden, mister man 90% af energien.

Både JK og vi inddrager den omfattende økosystem- og flerartsforskning, der er udført over de sidste 40-50 år, og som har kostet samfundet milliarder af kroner. Vi mener, at det er på høje tid at inddrage resultaterne af denne forskning i forvaltningssammenhæng, hvilket forskningen hele tiden har haft som sit primære formål.

Vi slår til lyd for, at man i dag i vores del af verden har reduceret fiskeritrykket så meget, at man er gået fra overfiskeri i perioden 1980-2000 til underfiskeri i dag. Underfiskeri betyder, at fiskebestandene bliver for store, hvorved for stor en del af den energi, fiskene optager gennem føden, blot bliver brugt til at holde fiskene i live i stedet for at blive brugt til at vokse og give et større fangstudbytte gennem fiskeri. Når fiskene lever for tæt, bliver der konkurrence om føden, og resultatet er dårlig vækst for den enkelte fisk og for bestanden af fisk. Ved at udtynde bestanden gennem øget fiskeri, forbedres fiskenes fødemuligheder og fiskene vokser bedre, hvorved der samlet set kan opnås et større fangstudbytte.

Især de meget store bestande af makrel, sild og blåhvilling, der pt dominerer økosystemerne i Nordøst Atlanten, påvirker andre fiskebestandes udbredelse og vækst. Det påvirker også deres egne individuelle vækstforhold, idet de vokser langsommere, bliver senere kønsmodne og får lavere fedtindhold. Figur 1 viser, at disse pelagiske bestande nu er vokset til over 18 millioner tons og udgør mere end halvdelen af fiskebiomassen i Nordøst Atlanten. De øvrige fiskebestande er kun vokset lidt i de senere år. Fangsterne af de øvrige bestande er faldet markant gennem perioden 1980 til i dag, mens fangsten af disse tre pelagiske arter makrel, sild og blåhvilling kun er steget lidt. Ud fra betragtningen, at der kun er en begrænset energiproduktion til rådighed i økosystemet for fiskene, og ud fra viden om, at det nuværende fiskeri er et underfiskeri, synes det oplagt at øge fiskeritrykket på de pelagiske bestande, så de enkelte pelagiske fisk vokser bedre, bliver tidligere kønsmodne og øger deres fedtindhold samt giver bedre ”plads” til de øvrige fiskebestande – i overensstemmelse med vores forslag i FF Nyt september 2020 nr. 5. Alt kan ske i overensstemmelse med de internationale aftaler om bæredygtighed og forsigtighedsprincippet, som vi redegjorde for i FF Nyt september 2020 nr. 5.

Figur 1.  Udviklingen i bestanden af makrel, sild og blåhvilling samlet set, og af alle ”andre” arter som torsk, rødspætte, tobis, etc. i nordøst-Atlanten. Data fra ICES rådgivningsrapport 2020 – ”Standard Graph database”, https://standardgraphs.ices.dk/stockList.aspx . Det er den såkaldte SSB (Spawning Stock Biomass), der er brugt som bestandesparameter. Der er yderligere en fangst af arter, som ikke bliver rådgivet omkring af ICES, og disse udgør typisk 10-20% af fangsterne og formentligt noget tilsvarende af bestandene.

Figur 2.  Udviklingen i fangsten af makrel, sild og blåhvilling samlet set, og af alle ”andre” arter som torsk, rødspætte, tobis, etc. i nordøst-Atlanten. Data fra ICES rådgivningsrapport 2020 – ”Standard Graph database”, https://standardgraphs.ices.dk/stockList.aspx.  Der er yderligere en fangst af arter, som ikke bliver rådgivet omkring af ICES, og disse udgør typisk 10-20% af fangsterne.

Vi har i modsætning til JK valgt at foreslå at korrigere den nuværende forvaltning fremfor at revolutionere den, som man nok må sige JKs forslag indebærer. Vi mener, at der er behov for en øjeblikkelig korrektion, da fiskeriet taber værdier for omkring 40 milliarder kr. om året i bæredygtig fangst. Dette er en tabt fangst, der ikke senere kan indhentes, idet årsagen er, at for mange små fisk er spist af store fisk, og at fiskenes reducerede vækst pga. fødekonkurrence ikke på et senere tidspunkt vil betyde øget vækst. Vi gav også et konkret eksempel på den forvaltning, vi foreslår, og viste, at det vil betyde, at blåhvillingkvoten for 2021 kan hæves fra de nuværende 1.161.615 t til 1.502.020 t, og på langt sigt hvert år med 75.000 t i forhold til den nuværende forvaltning.

Hvis man vil revolutionere forvaltningen, tager det 10 år (mindst). Vores forslag kan implementeres NU – ICES nuværende årlige modelberegninger af fiskebestandenes udvikling er grundlag nok, og var det vi brugte til at beregne blåhvillingekvoten ovenfor.

Taler vi om det mere langsigtede perspektiv, mener vi også, at forvaltningen bør fokusere på andet end blot at maksimere udbyttet fra alle havets fiskebestande. Det skyldes, at videnskaben efterhånden har en ret klar viden i retning af, at hvis man ønsker at maksimere det samlede fiskeriudbytte fra økosystemet, kan man fiske bestandene af de store rovfisk (som torsk, sej, kulmule, etc.) til et lavere bestandsniveau end de hidtidige anbefalinger. Gevinsten ved færre store rovfisk er øget overlevelse af byttefiskene og dermed øget fangstmuligheder på byttefiskene. De øgede fangstmængder af byttefiskene vil vægtmæssigt langt opveje nedgangen i fangstmængderne af de store fisk – rovfiskene. Dette er helt på linje med JKs pointe. Ulemper ved et meget højt fisketryk på rovfiskene, og forholdsvis små bestandsstørrelser af rovfiskene, er færre konsumfisk i handel (på tallerknerne) og reduceret biodiversitet.

Det rejser jo så spørgsmålet, om dette er acceptabelt for samfundet som helhed. Det mener vi ikke, at det er. Det overordnede formål med fiskeriforvaltningen må derfor afbalanceres med en målsætning for biodiversiteten.  Vi foreslår, at man i første omgang bibeholder de nuværende biologiske referencepunkter for bestandsstørrelse (B_lim og B_pa) og den nuværende strategi om at reducere fiskeritrykket, hvis en bestand kommer under disse. Det vil betyde, at enhver bestand typisk vil være større end referencepunktet B_lim og dermed, at biodiversiteten er sikret. Ønskes der fra politisk hold andre biodiversitetsmål, kan man korrigere fiskeriforvaltningen tilsvarende hen ad vejen.

Vi mener, at både JKs og vores forslag er helt i overensstemmelse med internationale aftaler om forvaltning af fiskebestande som f.eks. ”the Copenhagen Declaration 2002” fra det Internationale Havforskningsråd (ICES):  ”…advice that is unbiased, sound, reliable, and credible, to the benefit of management and conservation of marine ecosystems and living marine resources” og “…frame advice in relation to fisheries management, giving full consideration to the ecosystem context”. Som vi gør rede for i vores indlæg i FF Nyt september 2020 nr. 5, mener vi ikke, at den nuværende videnskabelige rådgivning og forvaltning lever helt op til disse sunde målsætninger. JKs indlæg antyder, at han er enig med os.

JK og vi er inde på de samme fundamentale økosystemmekanismer og på, at fiskeriforvaltningen i Vesten i højere grad skulle basere sig på disse. Vi har blot et mere ”her og nu” perspektiv.

Med venlig hilsen
Henrik Sparholt og Søren Anker Pedersen

Henrik Sparholt er forsker på Københavns Universitet, han var leder af FMSY-projektet, og han leder i dag MSE-projektet, som er en videreførsel af FMSY-projektet.