MID hilser nye EU-regler for fiskerikontrol velkommen
2025.11.20
EU-Kommissionen har vedtaget nye, detaljerede regler for kontrol og håndhævelse i fiskeriet med det formål at harmonisere procedurerne samt forenkle og reducere den administrative byrde for både medlemslande og erhvervsaktører. Reglerne fremgår af en delegeret retsakt og en gennemførelsesretsakt, som blev offentliggjort den 12. november 2025. De træder i kraft den 10. januar 2026, mens visse kontrolbestemmelser indfases gradvist frem mod 2028 for at sikre en smidig overgang for medlemslandene og erhvervet.
Hos Marine Ingredients Denmark hilser vi de nye regler velkommen og støtter særligt initiativerne om tredjepartsvejning, øget gennemsigtighed og en mere harmoniseret kontrol på tværs af EU. Som repræsentanter for den danske fiskemel- og fiskeoliebranche, der er internationalt førende inden for kontrol, artsbestemmelse og sporbarhed, arbejder vi for en fair og transparent regulering, der understøtter bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer.
I processen har vi indsendt bemærkninger og formelle høringssvar til både danske myndigheder og EU-Kommissionen, og vi glæder os over, at Kommissionen blandt andet har indarbejdet vores forslag vedrørende anvendelsen af værktøjer til vejning samt krav til opbevaring af tilhørende data.
Vi har desuden udviklet en Code of Conduct, som fastsætter klare retningslinjer for vejning og artskontrol ved landinger og leverancer. Retningslinjerne bidrager til øget gennemsigtighed i rapporteringen og styrker samarbejdet med myndigheder og forskningsinstitutioner. Akkrediterede tredjepartsinspektører udfører prøvetagning, artskontrol og vejning for at sikre en ensartet og troværdig standard.
Vi vil fortsætte dialogen og samarbejdet med danske og europæiske myndigheder for at understøtte en korrekt og ensartet kontrolpraksis i hele EU. De nye regler er efter vores vurdering et vigtigt skridt mod styrkede kontrolmekanismer og en mere sammenhængende regulering på tværs af medlemslandene.
Læs mere om de nye regler her, og find delegeret retsakt her samt gennemførelsesretsakt her.
Læs også mere om vores Code of Conduct her: Code of Conduct
Tidligere artikler om emnet:


