
MID har indsendt høringssvar til gennemførelsesbestemmelser til fiskerikontrolforordningen
2025.7.4
Marine Ingredients Denmark har den 25. juni 2025 fremsendt høringssvar til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris høring i § 5 udvalg (fiskeri) om gennemførelsesbestemmelser til fiskerikontrolforordningen. Marine Ingredients Denmark takker indledningsvist Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri for fremsendelse af høring til notat om kontrolgennemførelsesbestemmelserne.
Marine Ingredients Denmark repræsenterer de danske producenter af fiskemel og fiskeolie – en branche, hvor Danmark er blandt verdens førende. Produkterne fremstilles bl.a. af brisling, tobis og blåhvilling samt i stigende grad af sidestrømme fra konsumfisk, hvilket styrker cirkulær økonomi. I 2024 blev der eksporteret marine ingredienser for ca. 6 mia. kr., svarende til 22 pct. af den samlede danske fiskeeksport. Branchen har dermed en væsentlig rolle i den blå økonomi både nationalt og i EU.
Den danske fiskemels- og fiskeolieindustri er globalt førende inden for kontrol, artssortering, vejning, kvalitetssikring og fuld sporbarhed af råvarer. Branchen overholder internationale certificeringer og standarder for bæredygtighed og fødevaresikkerhed.
Registreringen af landinger sker gennem et uafhængigt tredjepartssystem, der overholder ISO 17020 Type A-standarder for upartisk og uafhængig certificering. Systemet sikrer præcis vejning, overvågning af artsfordeling og datadrevet fiskeriforvaltning.
Marine Ingredients Denmark har udviklet en Code of Conduct, der sikrer klare retningslinjer for vejning og artskontrol ved landinger og leverancer. Code of Conduct styrker gennemsigtigheden i rapporteringen og samarbejdet med myndigheder og forskningsinstitutioner. Akkrediterede tredjepartsinspektører udfører prøvetagning, artskontrol og vejning for at sikre en ensartet standard.
Marine Ingredients Denmark anerkender og hilser Kommissionens forslag til revideret kontrolforordning velkommen. Vi finder det positivt, at der arbejdes for at styrke kontrolmekanismerne i fiskeriet på tværs af EU’s medlemslande. I den forbindelse vil vi dog gerne fremhæve vigtigheden af, at upartiskhed i vejningsprocessen bliver et grundlæggende princip i den fælles kontrolramme. En upartisk og uafhængig vejning er afgørende for at sikre lige konkurrencevilkår blandt aktørerne samt for at sikre korrekte fangstdata, der kan danne grundlag for pålidelig, videnskabelig rådgivning om fiskeriforvaltning.
Vi henviser særligt til artikel 60, stk. 5 i Fordordning (EU) 2023/2842, som fastsætter krav til vejningsoperatører. Vi anbefaler, at det i denne bestemmelse præciseres, at vejningsoperatøren skal være upartisk og uafhængig. For at sikre dette i praksis anbefaler vi, at vejningsoperatøren er akkrediteret efter standarden ISO 17020, type A.
Type A-operatører er kendetegnet ved at være fuldstændigt uafhængige af de aktiviteter, de inspicerer, og denne type akkreditering vil derfor være et væsentligt bidrag til at styrke tilliden til kontrolsystemets integritet og uafhængighed. Vi foreslår desuden, at krav til denne akkreditering indarbejdes og defineres klart i det videre arbejde med reguleringen.
Derudover vil vi gerne påpege behovet for præcise og harmoniserede krav til det tekniske udstyr, der anvendes i forbindelse med vejning, herunder vejesystemer og såkaldte “Master (Weight) Totalizers”. På nuværende tidspunkt mangler der en klar og fælles definition samt krav til denne type udstyr, hvilket kan medføre forskelle i implementering og kontrolpraksis mellem medlemslandene. Vi anbefaler derfor, at der indføres en fælles EU-definition samt tekniske krav til anvendelsen af en Master (Weight) Totalizer, for at sikre en ensartet og retfærdig implementering på tværs af grænser.
Fsva. prøvetagning ifm. kontrol og artssortering, anbefaler vi, at praksis for prøvestørrelser harmoniseres på tværs af EU, så der sikres ensartede prøveudtagningsplaner for alle arter. Dette vil skabe større gennemsigtighed og styrke datagrundlaget – i tråd med den model, der allerede anvendes i Danmark.
Endelig finder vi det vigtigt at understrege, at fjernovervågning (REM/CCTV) ikke bør erstatte, men derimod supplere de fysiske kontrolaktiviteter, der udføres af en ISO 17020 type A-certificeret, uafhængig tredjepartsinspektør. For at opnå maksimal pålidelighed, gennemsigtighed og sporbarhed i registreringen af fangster, bør prøvetagning og fysisk registrering altid foretages af en uvildig inspektør med relevant ISO 17020 type A-akkreditering, mens REM/CCTV fungerer som et supplerende kontrolredskab og en form for dobbeltsikring. En sådan kombineret tilgang vil bidrage til en mere robust og troværdig kontrolproces i hele EU.
Dette høringssvar er sendt direkte pr. mail. Ved spørgsmål eller anden henvendelse kontakt venligst sekretariatet.