News

MID Generalforsamling 2025: En central placering i den blå værdikæde

2025.7.3

Marine Ingredients Denmark afholdt den 2. juli 2025 generalforsamling i Den Sorte Diamant i København med deltagelse af repræsentanter fra den danske fiskemel- og fiskeoliesektor, den danske fiskeriklynge, embedsmænd, forskere og andre eksterne gæster. I forbindelse med generalforsamlingen trådte bestyrelsesmedlem Kenneth Storbank tilbage, og Thomas Rosenkilde Sørensen blev valgt som nyt bestyrelsesmedlem. Generalforsamlingen blev afsluttet med spændende oplæg fra Pernille Weiss-Ehler, Bent Pallisgaard og James Hinchcliffe.

Marine Ingredients Denmark afholdt den 2. juli 2025 vores 84. generalforsamling i Den Sorte Diamant i København. Generalforsamlingen blev besøgt af repræsentanter fra den danske fiskemel- og fiskeoliesektor, den danske fiskeriklynge, embedsmænd, forskere og andre eksterne gæster. Under overskriften “Sammenhold i den blå værdikæde skaber styrke” præsenterede formand Johannes Palsson sin beretning om udviklingen i 2024 og første del af 2025.

Den danske blå værdikæde – fra fiskeri og akvakultur til forarbejdning, eksport og teknologi – står stærkest, når vi arbejder sammen. 2024 og 2025 har understreget vigtigheden af en samlet stemme, især i lyset af tobislukningen i Nordsøen, CO2-afgifter og stigende dokumentationskrav. Vi har arbejdet målrettet med internationale forhandlinger, klimaomstilling og bæredygtighed – og sikret adgang til energipuljer og styrket dokumentationen af vores klimaaftryk.

På den lukkede del af generalforsamlingen skete udskiftning i bestyrelsen, idet Kenneth Storbank trådte tilbage, og Thomas Rosenkilde Sørensen blev valgt ind for TripleNine. Vi takker Kenneth Storbank for hans indsats det forgangne år og byder Thomas Rosenkilde Sørensen velkommen i bestyrelsen, hvor vi ser frem til et godt samarbejde. Formand Johannes Palsson blev genvalgt, og vi ønsker ham tillykke med udnævnelsen.

Fokus på blå økonomi, fiskeriforhandlinger og marine ingredienser

På den åbne del af generalforsamlingen blev deltagerne præsenteret for tre aktuelle oplæg med fokus på den blå økonomis udvikling, EU-fiskeriforhandlinger og marine ingrediensers rolle i fremtidens fødevareforsyning.

Pernille Weiss-Ehler, Water Resilience Expert og medlem af kabinettet for miljø, vandresiliens og cirkulær økonomi i Europa-Kommissionen, indledte med et oplæg om betydningen af vand og havmiljø. Hun fremhævede blandt andet Ocean Pact-initiativet og pegede på den kommende EU Blue Economy Report 2025, som viser, at den blå økonomi er en af Europas mest innovative vækstøkonomier. Blandt de fremadrettede initiativer blev EU’s nye Startup and Scale-Up Strategy Fund nævnt som et oplagt område at følge tæt ligesom den kommende Industrielle Maritime Strategi.

Weiss-Ehler understregede også betydningen af EU’s nye Water Resilience Strategy, som indeholder over 30 værktøjer til at styrke vandmodstandsdygtighed i Europa. Strategien rummer blandt andet et offentligt-privat initiativ til oprensning af PFAS-forurenede områder. Derudover blev Our Baltic Ministerial Conference den 30. september fremhævet som en vigtig platform for at adressere forurening i Østersøen, hvilket vi vil følge nøje med i fra sekretariatets side.

Næste oplæg blev holdt af Bent Pallisgaard, chefkonsulent i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, som gav et indblik i Danmarks kommende EU-formandskab og de aktuelle fiskeriforhandlinger. Sikkerhed og konkurrenceevne er centrale pejlemærker for formandskabet, og der er stort fokus på fødevareforsyningssikkerhed. Pallisgaard understregede vigtigheden af, at Danmark får fortalt den brede historie om, hvordan fiskemel og fiskeolie bidrager til produktionen af sunde fødevarer og til selvforsyning i Europa.

Særligt tobissagen har fyldt meget, og ministeriet har haft tæt kontakt med Kommissionen i arbejdet med at håndtere den britiske beslutning om at opretholde lukningen. Der blev også orienteret om forhandlingerne med kyststaterne i Nordatlanten, hvor der fortsat er uenighed om forvaltningen af makrel, blåhvilling og atlanto-skandisk sild – noget der kan få konsekvenser for dansk fiskeri og certificeringsregler. Pallisgaard fremhævede desuden, at forenkling og oprydning i lovgivningen bliver et vigtigt spor under det danske formandskab. Det gælder blandt andet en mere ensartet kontrolpraksis, hvortil vi har bidraget med input.

Sidste oplæg blev holdt af James Hinchcliffe, biolog ved Marine Ingredients Denmark, under overskriften Low Footprint, High Value. Han satte fokus på den strategiske rolle, som marine ingredienser spiller i fødevareproduktionen – særligt i forhold til dyresundhed og -velfærd i akvakultur. Fiskemel og fiskeolie understøtter fortsat vigtige funktioner i akvakultur, som vegetabilske alternativer har svært ved at matche, samtidig med, at klimaaftrykket af fiskemel og fiskeolie er betydeligt lavere end for de vegetabilske fodermidler så som sojamel og palmeolie.

Under oplægget blev det pointeret, at den stigende efterspørgsel efter akvakulturprodukter ikke kan dækkes alene med marine ingredienser, men samtidig viser livscyklusanalyser, at visse alternativer – som eksempelvis insektmel – kan have en højere klimabelastning. Oplægget illustrerede behovet for nuancerede løsninger og en balanceret tilgang til råvarevalg i fremtidens bæredygtige fødevaresystemer.

Vi takker for de mange spændende oplæg og for det store engagement blandt deltagerne ved generalforsamlingen. Det er netop den fælles dialog og videndeling, der styrker vores branche og skaber retning for det videre arbejde.

Se flere billeder fra generalforsamlingen og læs hele formandens beretning her: MID Generalforsamling – Beretning 2025