MID: Bekymring over UK’s beslutning om at fastholde lukning af tobisfiskeriet
2025.6.26
Den 25. juni 2025 offentliggjorde den britiske regering sin erklæring om voldgiftsrettens endelige afgørelse i sagen om tobisfiskeriet. I erklæringen bekræftes det, at lukningen af tobisfiskeriet i britisk farvand i Nordsøen vil blive opretholdt. Regeringen henviser til ønsket om at fremme beskyttelsen og genopretningen af det marine økosystem samt sikre god miljøtilstand som baggrund for beslutningen.
Samtidig anerkender Storbritannien, at der blev begået en “procedural fejl” i den oprindelige beslutningsproces, men understreger, at en ny proces nu er gennemført, og at resultatet fortsat er en fastholdelse af lukningen.
Vi ser med bekymring på denne beslutning, da den baseres på nationale rapporter frem for den uafhængige videnskabelige rådgivning, der udarbejdes af Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES). Ved at tilsidesætte ICES’ vurderinger undermineres den fælles forståelse af, hvad der udgør den bedste tilgængelige videnskabelige rådgivning, som er et fundament i både forvaltning og internationale fiskeriaftaler.
Vi finder det særligt problematisk, at lukningen ikke står i et rimeligt forhold til den biologiske rådgivning og de omfattende socioøkonomiske konsekvenser, beslutningen medfører – særligt for den danske fiskeri- og forarbejdningssektor, der er dybt afhængig af tobisfiskeriet.
Det er afgørende for os, at ICES fortsat anerkendes som den centrale og objektive kilde til fiskerividenskabelig rådgivning, og at adgang til tobisfiskeriet sikres på et fagligt og aftalebaseret grundlag. Dette er ikke alene vigtigt for at mindske de negative konsekvenser for beskæftigelse og værdiskabelse i Danmark, men også for at sikre, at eksisterende internationale aftaler – herunder handels- og samarbejdsaftalen (TCA) mellem EU og Storbritannien – respekteres.
EU og Storbritannien har den 19. maj indgået en aftale om at forlænge den gensidige adgang til hinandens farvande i yderligere 12 år. Denne aftale er et skridt i den rigtige retning og skaber en vis stabilitet og forudsigelighed for fiskeri- og forarbejdningssektoren. Vi anerkender den langsigtede tilgang og håber, den vil bidrage til en mere sammenhængende og koordineret forvaltning af fælles fiskebestande.
Alligevel undrer vi os over, at Storbritannien vælger at fastholde et nationalt fiskeriforbud, der rammer skævt i forhold til den videnskabelige rådgivning og de fælles aftaler. Vi opfordrer derfor de danske og europæiske myndigheder til at arbejde aktivt for, at tobisfiskeriet igen åbnes for EU-fartøjer som led i den forlængede adgangsaftale, og at fremtidige beslutninger bygger på transparente og videnskabeligt funderede grundlag.
Læs hele erklæringen her.
Læs mere om afgørelsen her: Afgørelse i tobissagen: Voldgiftsret giver EU delvist medhold i sag mod Storbritannien.