Ny rapport: Ingen overskridelser af grænseværdier i norsk opdrætsfisk
2025.8.18
Den årlige overvågning af opdrætsfisk fra det norske Havforskningsinstitut viser, at der i 2024 ikke blev registreret overskridelser af EU’s grænseværdier for hverken ulovlige stoffer eller uønskede rester i fisk. Resultaterne bygger på mere end 1.000 lever- og muskelprøver fra i alt 888 fisk, herunder laks, regnbueørred og torsk.
Kontrollen, som udføres på vegne af Mattilsynet, er en lovpligtig del af både norsk og europæisk regulering og skal sikre, at opdrætsfisk på markedet ikke udgør en sundhedsrisiko. Prøverne viste ingen spor af ulovlige lægemidler eller vækstfremmere. For lovlige veterinære lægemidler, såsom midler mod parasitter, blev der registreret enkelte rester, men alle lå under fastsatte grænseværdier.
Analyserne omfattede også miljøgifte som PFAS, kviksølv, bly og dioxiner, men ingen af disse blev fundet i koncentrationer over grænseværdien.
I 2024 blev overvågningen udvidet til at inkludere flere hundrede nye stoffer, blandt andet pesticider og procesrelaterede forureninger fra foder. Enkelte af disse blev påvist i lave niveauer, men uden kendte helbredsmæssige konsekvenser. Data sendes videre til EU’s Fødevaresikkerhedsagentur (EFSA) for at opbygge et bredere vidensgrundlag.
Hos Marine Ingredients Denmark ser vi positivt på den norske overvågningsindsats, da den giver et solidt og videnskabeligt baseret grundlag for vurdering af fødevaresikkerhed. Vi vil desuden fremhæve, at udviklingen af akvakultur bør ske med fokus på bæredygtige fodertyper. For at reducere klimaaftrykket anbefaler vi en større anvendelse af marine ingredienser som fiskemel og fiskeolie frem for plantebaserede råvarer i foderblandinger.
Fiskemel og fiskeolie indeholder essentielle næringsstoffer, som er nødvendige for fiskens vækst, sundhed og immunforsvar samt understøttelse af dyrevelfærd. Derudover bidrager de til en cirkulær bioøkonomi, hvor marine ressourcer udnyttes effektivt og understøtter en mere bæredygtig fødevareproduktion.
Som essentielle marine ingredienser binder fiskemel og fiskeolie den blå værdikæde sammen, så ressourcer fra havet bliver omsat til foder og sunde fødevarer på en klimavenlig måde, der også fremmer fiskenes sundhed og velfærd.
Læs mere her eller hele rapporten her.
Læs også om fiskemels og fiskeolies rolle som essentielle ingredienser her: Strategic Value


