News

Ny bestyrelsesformand i Marine Ingredients Denmark

2020.6.22

Marine Ingredients Denmark afholdt d. 18. juni 2020 den 79. generalforsamling i foreningen og den 7. ordinære generalforsamling i Marine Ingredients Denmark. På den ordinære generalforsamling blev Jes Bjerregaard valgt som bestyrelsesformand i Marine Ingredients Denmark.

Jes Bjerregaard, CEO TripleNine Group og tidligere næstformand i Marine Ingredients Denmark, overtager posten fra Johannes Palsson, CEO FF Skagen. Johannes Palsson fortsætter som næstformand i bestyrelsen.

Skiftet af posterne de to imellem skete uden kampvalg og med gensidig respekt og tro på et fortsat godt samarbejde. Generelt var der også kun rosende ord at hente de to imellem:

”Jes er en meget kompetent mand som jeg nærer en stor professionel respekt for, så jeg er mere end tryg ved at have ham ved roret fremover. Nu har jeg også siddet på posten i 6 år, så det er et godt tidspunkt at give stafetten videre,” lød det fra Johannes Palsson, der fra og med d. 18. juni 2020 er næstformand i Marine Ingredients Denmark.

Også den nytiltrådte bestyrelsesformand havde rosende ord til sin forgænger:

”Johannes har jo gjort et fremragende og særdeles energisk arbejde som bestyrelsesformand, og jeg forventer, at vi fortsat kommer til at køre et tæt parløb.  Desuden har vi et godt og tæt samarbejde via EFFOP (European Fish Meal and Fish Oil Producers), hvor Johannes er formand. Jeg glæder mig meget til det fortsatte samarbejde i branchen og til at sætte mit præg på foreningen,” siger Jes Bjerregaard.

Formanden og næstformanden er begge valgt ind på en 1-årig periode. De to øvrige bestyrelsesmedlemmer, Henrik Sørensen, CEO TripleNine Esbjerg A/S og Klaus Kristoffersen, Quality Director FF Skagen, er begge genvalgt til bestyrelsen.

Læs beretningen her