Norsk hovedaktionær øger ejerskabet i Triple Fish A/S
2020.10.28
Koppernæs AS øger sit engagement i en af Europas største producenter af fiskemel og olie, TripleNine Group A/S, ved at købe yderligere 15% af aktierne i Triple Fish A/S, en af de to 50% aktionærer i TripleNine Group A/S.
Med virkning fra d. 28. oktober 2020 har Koppernæs AS købt yderligere 15% af aktierne i det danske selskab Triple Fish A/S. Triple Fish A/S ejer 50% af TripleNine Group A/S, og Koppernæs AS ejer direkte de resterende 50%. Med købet øger Koppernæs AS sin andel i Triple Fish A/S til 84%. Det betyder, at Koppernæs AS nu direkte og indirekte ejer 92% af aktierne i TripleNine Group A/S. TripleNine Group A/S har datterselskaber og produktionsfaciliteter i Danmark, Norge og Chile.
Administrerende direktør Kenneth Lande Klokk, Koppernæs AS fortæller, at aktiekøbet er en del af en større plan for ejerskabet af TripleNine Group A/S. Han understreger yderligere, at Koppernæs er en langsigtet ejer, der fortsat aktivt vil bidrage til den positive udvikling i koncernen. TripleNine Group A/S fortsætter sin aktivitet som normalt, og virksomheden vil fortsætte med at investere i at støtte og udvikle produktionen i Danmark samt i koncernens to andre fabrikker i Norge og Chile:
“Vi er tilfredse med den positive udvikling i TripleNine Group A/S over tid og er oprigtigt glade for, at danske aktionærer i Triple Fish A/S vil sælge deres aktier til os. Det ser vi som en stor tillidserklæring, og det vil være med til at sikre langsigtet kontinuitet og soliditet til gavn for TripleNine Group A/S som helhed, og ikke mindst for alle råvareleverandører til fabrikken i Thyborøn”.
Når en række aktionærer nu vælger at sælge sig selv helt ud af Triple Fish A/S, er det en del af en hel naturlig proces, siger sælgerne. Flere aktionærer er blevet ældre og er ikke længere aktive som fiskere. Derudover har Koppernæs som majoritetsejer af TripleNine Group i flere år vist sig at være en god ejer og bidraget til øget professionalisering af koncernen:
“Som lovet har Koppernæs investeret kraftigt i Danmark og senest i år i et nyt, stort kaj- og losseanlæg i Thyborøn til fælles gavn for fabrikken og dens loyale leverandører. Vi er helt overbeviste om, at der vil blive taget godt hånd om ejerskabet i de kommende år til glæde for ejere, medarbejdere og leverandører”.
Yderligere oplysninger:
Adm. direktør, Koppernæs AS, Kenneth Lande Klokk: +47 977 24 918