News

MID’s direktør i Klimamonitor: “Vi skal have fakta frem for postulater i debat om CO2-afgift på fiskefartøjer”

2025.2.20

Marine Ingredients Denmarks direktør, Anne Mette Bæk, har den 20. februar 2025 udgivet et debatindlæg i Klimamonitor om CO2-afgiftens konsekvenser for den blå værdikæde. Debatten om CO2-afgiften på fiskefartøjer har skabt splittelse. Men før vi drager forhastede konklusioner, er det afgørende at få fakta på bordet. Fakta viser nemlig, at januar 2025 – den første måned med den nye CO2-afgift – bød på et markant fald i landingen af industrifisk.

Industrifiskeriet er et fiskeri efter pelagiske arter, som ikke anvendes til direkte konsum. Der er tale om stimefisk, som fiskes oppe i vandsøjlen og uden bundpåvirkning. Dette fiskeri er ikke blot vigtigt for danske fiskere, men for hele den danske blå værdikæde. Siden 2013 har værdien i første led af industrifiskeriet ligget mellem 500 og 900 millioner kroner årligt, og i 2023 nåede industrifiskeriet et rekordniveau, hvor det udgjorde en tredjedel af den samlede værdi af dansk fiskeri – over 1 milliard kroner.

Selvom industrifiskene ikke anvendes direkte til konsum, forarbejdes de til fiskemel og fiskeolie – essentielle marine ingredienser, som især anvendes i foder til akvakultur. En væsentlig del af råvarerne til fiskemel og -olie kommer desuden fra kasserede fisk og restprodukter fra humankonsum-industrien. Mere end 30 procent af råvarerne stammer fra afskær og restprodukter, hvilket reducerer spild og understøtter en cirkulær økonomi.

Dansk fiskemel og fiskeolie er kendt for sporbarhed og bæredygtighed. Produkterne er rige på protein, essentielle aminosyrer og omega-3-fedtsyrer, hvilket gør dem uundværlige i produktionen af fiskefoder til akvakultur og derved produktionen af sunde fødevarer.

Læs hele indlægget på Klimamonitor her.