News

MID byder national handlingsplan mod PFAS velkommen

2024.6.19

Et samlet Folketing har indgået en aftale om den første nationale handlingsplan mod PFAS. Planen har til formål at beskytte miljøet og befolkningen mod PFAS i dagligdagen. Der er afsat 404 mio. kr. til planen, som skal bruges til at forhindre, begrænse og rense PFAS-forurening.

Vi byder aftalen velkommen. Som repræsentanter for de danske fiskemel- og fiskeolieproducenter er vi meget optagede af at reducere miljøfremmede stoffer som PFAS i havet for at sikre folkesundheden og vi opfordrer til, at der snarest indføres et forbud mod disse stoffer, som forurener vores hav, jord og planter, og som kan måles i blodet i alle mennesker i Europa.

Der har længe primært været fokus på fisk og fiskeprodukter, men PFAS-forureningen er langt bredere. Derfor er der enighed om at udvide overvågningen til flere typer foder og fødevarer samt landbrugets pesticider, der indeholder PFAS.

På fødevareområdet vil overvågningen af PFAS i foder og fødevarer blive intensiveret med særligt fokus på de fødevarer, der udgør den største eksponeringsrisiko, og de fødevarer, hvor der i dag er begrænset viden om indholdet. Dette inkluderer grøntsager, frugt, æg, fisk, mælk og kød. Den udvidede overvågning vil hjælpe til at være på forkant med potentielle risici og implementere passende foranstaltninger efter behov. Samtidig arbejder man for at fremme flere og mere præcise EU-grænseværdier for PFAS i fødevarer og styrke forståelsen af sammenhængen mellem forekomsten i foder, dyr og fødevarer. Dette skal gøre det muligt at adressere fødevarerisici ved fund af PFAS tidligt i fødevarekæden, da kosten er en af de væsentligste kilder til befolkningens eksponering for PFAS.

Sammen med vores europæiske organisation, EFFOP, har vi indsamlet et omfattende datasæt fra 175 forskellige partier fiskemel. Vi har aktivt engageret os med journalister, politikere, forskere og offentligheden for at fremme forståelsen af PFAS-forurening. Datasættet er  en grundlæggende ressource for velinformerede risikovurderinger og vil hjælpe med at udvikle strategier for at håndtere fremtidige PFAS-niveauer i foder. Vi ser frem til at fortsætte vores samarbejde med de danske myndigheder om håndteringen og monitoreringen af PFAS.

Læs hele handlingsplanen her.