MID har indsendt høringssvar til Fiskeripartnerskabsaftale med Mauretanien
2025.12.2
Marine Ingredients Denmark har den 2. december 2025 fremsendt høringssvar til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris høring i § 5 udvalget (fiskeri) om Fiskeripartnerskabsaftale med Mauretanien.
Marine Ingredients Denmark er brancheorganisationen for de danske producenter af fiskemel og fiskeolie. Danmark er EU’s største producent af disse værdifulde marine produkter og blandt de førende aktører globalt. Produktionen er baseret på proteinrige og kortlivede fiskearter som brisling, tobis og blåhvilling samt sidestrømme og afskær fra konsumfiskeindustrien. I dag udgør afskær 25 % af det samlede råvaregrundlag, hvilket bidrager til en mere cirkulær økonomi og optimerer anvendelsen af værdifulde fiskeressourcer.
I 2024 eksporterede vi fiskemel og fiskeolie for 6 mia. kr. til markeder verden over, og der er stor international efterspørgsel. 22 % af værdien af den samlede danske eksport af fiskeprodukter udgøres af fiskemel og -olie. Som essentielle marine ingredienser binder fiskemel og fiskeolie den blå værdikæde sammen, så ressourcer fra havet bliver omsat til foder og sunde fødevarer, der samtidig understøtter dansk fiskeri og den danske styrkeposition indenfor foder og teknologi til akvakultur.
EU og Mauretanien har siden 1987 haft et fiskeripartnerskab. Den seneste fiskeripartnerskabsaftale trådte i kraft den 16. november 2024, og den gældende gennemførelsesprotokol løber fra 15. november 2021 til 14. november 2026. Formålet med det foreliggende forslag er at indlede forhandlinger om en ny gennemførelsesprotokol, så den kan træde i kraft ved udløbet af den nuværende.
Kommissionen forventes at tilrettelægge forhandlingerne, så den nye protokol understøtter et bæredygtigt og ansvarligt fiskeri. Dette omfatter en systematisk inddragelse af den bedst tilgængelige videnskabelige rådgivning, bestandsvurderinger og relevante forvaltningsplaner vedtaget af kompetente regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFMO’er). RFMO’er er internationale organisationer oprettet for at fastsætte bindende foranstaltninger til bevarelse og bæredygtig forvaltning af bestemte fiskearter, især arter der migrerer mellem regioner eller befinder sig på tværs af flere jurisdiktioner. Formålet er at sikre et miljømæssigt bæredygtigt fiskeri og en styrket havforvaltning.
Det er afgørende, at fiskeriet og produktionen af fiskemel og fiskeolie i Vestafrika sker på dokumenterede, kontrollerede og bæredygtige vilkår.
I den forbindelse skal det bemærkes, at der ikke eksisterer en RFMO for de små pelagiske bestande i Vestafrika. IFFO, den internationale brancheorganisation for fiskemel og fiskeolie, hvor vi er medlem, peger på behovet for at udfylde dette institutionelle tomrum. Global Roundtable on Marine Ingredients arbejder aktivt med løsninger og afholdte i juli en workshop i Mauretanien [1], hvor der blev foreslået etablering af et observatorium for små pelagiske arter i Vestafrika. Der arbejdes aktuelt videre med dette spor. EU kunne med fordel støtte en sådan platform som led i sine bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler (SFPA’er). SFPA’er er bilaterale aftaler mellem EU og ikke-EU kyststater, der giver EU-fartøjer adgang til partnerlandes eksklusive økonomiske zoner (EEZ) mod finansiel og teknisk bistand.
Industrien deltager desuden i et Fishery Improvement Project (FIP) for små pelagiske arter i Mauretanien. Et FIP er et samarbejdsinitiativ, hvor virksomheder og øvrige aktører arbejder systematisk på at forbedre datagrundlag, forvaltning og bæredygtighed i et fiskeri. Initiativet har styrket informationsudvekslingen om fiskebestandene og bidraget til fremskridt i fiskemels- og fiskeolieindustrien, hvilket også er blevet anerkendt af EU-delegationen i Mauretanien.
Via Global Roundtable er der i perioden 2022-2023 gennemført en uafhængig vurdering af menneskerettighedsforhold i Mauretanien og Senegal [2]. Resultatet er en handlingsplan på FIP-niveau, som skal understøtte en tættere tilpasning mellem lokale praksisser og internationale sociale standarder.
En central anbefaling er endvidere forbedring af infrastrukturen for at fremme, at en større del af de små pelagiske arter anvendes til direkte human konsum frem for industrielt brug.
Endelig har Mauretanien under den nuværende SFPA-aftale været forpligtet til at udarbejde en forvaltningsplan for små pelagiske arter. Planen, der blev offentliggjort i november 2022, har allerede medført betydelige ændringer, herunder en mere afbalanceret fordeling med den industrielle sektor. Dette har blandt andet ført til lukning af flere fiskemelsfabrikker, fald i eksporten af fiskemel og en samtidig stigning i eksporten af frosne fisk.
Kilder:
- Workshop i Mauretanien, juli 2025: https://marineingredientsroundtable.org/2025-mauritania-workshop-1
- Vurdering af menneskerettighedsforhold I Mauretanien og Senegal: https://marineingredientsroundtable.org/west-africa-hria-1
Dette høringssvar er sendt direkte pr. mail. Ved spørgsmål eller anden henvendelse kontakt venligst sekretariatet.


