Man behøver ikke være lille for at lande bæredygtig fisk
2020.11.5
Skrevet af Anne Mette Bæk
Denne klumme er oprindeligt bragt på Verdens Bedste Fødevarers hjemmeside d. 04/11-2020.
Mandag den 2. oktober præsenterede Miljø- og Fødevareministeriet deres nye certifikat for bæredygtig fisk, ”NaturSkånsom”, der gives til fisk fanget ”med respekt for havet og havbunden”.
Mærket har bl.a. til formål at oplyse forbrugerne, og i den anledning synes det at være på sin plads med lidt yderligere forbrugeroplysning.
Når fiskeri- og fødevareminister Mogens Jensen i pressemeddelsen om mærket udtaler: ”Vi kan købe alverdens grøntsager, kornprodukter og kød, hvor det tydeligt fremgår, hvis det er produceret bæredygtigt. Det skal selvfølgelig også gælde for fisk,” så kan man godt få den opfattelse, at det kun er fisk med det nye mærke, der anses som bæredygtigt.
Men vi skal huske nuancerne. Specielt ved et begreb, der er så værdiladet og mangefacetteret som bæredygtighed. For hvordan skal vi forstå bæredygtighed i fiskeriet? Handler det om bevaring af fiskebestandene og en begrænset indvirkning på havmiljøet? Handler det om forsyningssikkerhed? Eller skal vi i stedet se på CO2 aftrykket?
Svaret er ja, ja og ja igen.
Fiskebestandene skal kunne fortsætte uendeligt
Det mest nærliggende parameter at se på, når man skal diskutere bæredygtigt fiskeri er bestandene. Det er vigtigt at sikre et fiskeritryk, som opretholder bestandene på et niveau, hvor de kan reproducere sig selv, og der tages hensyn til det økosystem, de indgår i. Det sikrer man ved, at fiskekvoter fastlægges på baggrund af biologiske anbefalinger.
Som forbruger kan man også se efter MSC-mærket, der vurderer fiskebestanden ud fra tre forskellige, overordnede parametre:
- Bæredygtige fiskebestande, fiskeriet skal være på et niveau der sikrer at det kan fortsætte uendeligt
- Minimering af miljøpåvirkninger, fiskeriaktiviteten skal forvaltes med forsigtighed, så andre arter og habitater i økosystemet kan holdes sunde.
- Effektiv fiskeriforvaltning, MSC certificerede fiskerier skal følge gældende love og kunne tilpasse sig forandringer i havmiljøet.[1]
Af de danske bestande er bl.a. tobis, brisling, blåhvilling, sperling, der bruges til produktion af fiskemel og fiskeolie, samt det meste af sildefiskeriet i dag MSC-certificeret. Disse arter fiskes hovedsageligt af topmoderne fartøjer på omkring 70 meter – altså noget længere end de maksimale 17 meter, der skal til for at få det nye bæredygtighedscertifikat. Arterne bliver samtidig hovedsageligt fisket i de frie vandmasser, hvorfor fiskeriet af dem har en minimal påvirkning af havmiljøet.
Det er vigtigt, at forbrugerne ikke forledes til at tro, at det ene mærke nødvendigvis viser bedre bæredygtighed end det andet, og at MSC mærket fortsat er en god garant for bæredygtigt fiskeri.
Læs også: Restfisk giver klimavenlig smør på brødet i udkantskommuner
Store fartøjer sætter mindre CO2-aftryk
CO2-aftrykket er en vigtig parameter, når man skal vurdere fødevarers bæredygtighed. Fødevarer udgør faktisk en betydelig del af en husstands CO2-aftryk. Danmarks grønne tænketank, Concito, skrev i en rapport fra 2018[2], at mad og drikke udgør den tredje højeste post på den danske husholdnings klimaregnskab, hvilket løber op i cirka 17 % at husholdningens klimabelastning.
Ved fiskeri kommer den største andel af CO2-aftrykket fra brændstof. Det er bekosteligt at sejle ud for at fiske, og derfor har de store fartøjer energioptimeret betydeligt de seneste år. Det har resulteret i, at målt på CO2/kg fisk har det store og moderne fiskeri efter f.eks. sild og tobis ofte et lavere CO2-aftryk end de små både[3].
Også opdrættet laks har et meget lavt CO2-aftryk. Det skyldes hovedsageligt, at laks er væsentligt bedre end dyr på land til at omdanne foder til vægt. Som illustreret på billedet ovenfor, kræver det kun 1,1 kg foder for, at en laks tager et kilo på, hvor f.eks. svin kræver 3 kg. foder.
Det er en af grundene til, at flere forskere mener, at en stor del af fremtidens proteiner skal komme fra opdrætsfisk.
Forsyningssikkerhed er også bæredygtighed
FN estimerer, at der i 2050 vil være 9,7 mia. mennesker på jorden og ifølge FAO (FN’s fødevare- og landbrugsorganisation) skal fødevareproduktionen øges med 70 % for at kunne brødføde omkring 9 mia. mennesker[4]. Der kræver omstilling, nytænkning og ikke mindst effektivitet.
Samtidig forudser FAO, at der på grund at forbedringen af levestandarden i flere af verdens fattige befolkninger vil komme en øget efterspørgsel efter særligt proteiner.
Vi er derfor nødt til at have en vis portion effektivitet med i ligningen, når vi diskuterer bæredygtighed i fødevareindustrien. Her kigger flere igen til opdrætsfiskene.
Fordelen ved opdrætsfisk er nemlig ikke kun, at de som nævnt meget effektivt omdanner foder til vægt, det kræver også meget mindre plads, fordi de kan opdrættes i 3D. Svin og køer er 2D. Der er altså mere mad pr m3 og dermed mere plads til natur eller beboelse, hvilket bliver essentielt med 9,7 milliarder mennesker på jorden.
Verdensmålene hænger sammen
Der kunne opridses mange flere overvejelser både til den ene og den anden side. Pointen er ikke at kystnært fiskeri er hverken dårligere eller bedre end det moderne pelagiske fiskeri. Begge dele har sin plads og sin klare fordel.
Bæredygtighed er kompliceret, og derfor er opdraget i FNs 17 verdensmål netop også, at de forskellige mål samtænkes.
Ved næsten alle bæredygtighedsindsatser i industrilande som Danmark vil der være trade-offs, og de forskellige former for bæredygtigt fiskeri bidrager alle på sin vis til en positiv udvikling for den danske fødevaresektor. For fiskemelsindustriens vedkommende bidrager vi ved at levere uerstattelige foderingredienser, der med et højt indhold af proteiner, aminosyrer og omega-3 fedtsyrer, et rigt indhold af vigtige mineraler som kalk, magnesium, fosfor, natrium og selen samt B-vitaminer, sikrer optimale vækstbetingelser for opdrætsfisk.