News

Historisk voldgiftssag mellem EU og UK – MID deltog i høringen i Haag

2025.2.4

Haag, Holland, 28. – 30. januar 2025 – Marine Ingredients Denmark har deltaget i høringsdagene i tobissagen ved Den Faste Voldgiftsret i Haag, Holland.

Høringen er en del af en igangværende tvist mellem EU og UK om fiskeriforvaltning efter Brexit. Sagen har stor betydning for dansk fiskeri og den danske  produktion af fiskemel og fiskeolie, da den vedrører Storbritanniens beslutning om at lukke for tobisfiskeriet i britiske og skotske farvande fra den 26. marts 2024. Denne beslutning har haft betydelige konsekvenser for dansk fiskeri og forarbejdning.

Konsekvenser for dansk fiskeri og forarbejdning

Lukningen af tobisfiskeriet har haft en direkte indvirkning på den danske fiskemels- og fiskeolieindustri. I 2024 modtog Marine Ingredients Denmarks medlemmer 89.000 tons tobis – et fald på 50.000 tons sammenlignet med året før. Den danske kvote for tobisfiskeri i 2024 blev fastsat til 141.636 tons, men de faktiske landinger nåede kun op på 68.000 tons, svarende til 63 % af den tildelte kvote.

Tobissagen er af afgørende betydning for den danske fiskeri- og forarbejdningsindustri, da tobis er en central råvare i produktionen af fiskemel og fiskeolie, som er vigtige foderingredienser i foder til akvakultur på grund af deres høje indhold af omega 3 og særlige aminosyresammensætning. Den permanente lukning af fiskeriet vil ikke alene få økonomiske konsekvenser, men også skabe udfordringer for forsyning af vigtige marine ingredienser til den blå værdikæde.

Marine Ingredients Denmark har derfor fra begyndelsen fulgt sagen tæt og bidraget til arbejdet på både dansk og europæisk niveau.

Høringsprocessen i Haag

Høringsdagene i Haag gav både EU og UK mulighed for at præsentere deres respektive synspunkter og argumentationer for voldgiftsretten. Parterne fremlagde deres åbningstaler og argumentationer, hvorefter voldgiftsdommerne fik mulighed for at stille mundtlige og skriftlige spørgsmål for at afklare centrale aspekter af sagen. EU fremfører, at beslutningen er imod bedste videnskabelige evidens, at UK ikke har overholdt sine forpligtelser i henhold til Brexit-aftalen, og at beslutningen ikke er proportional, mens UK fastholder, at deres beslutning var baseret på videnskabeligt grundlag.

Voldgiftsretten vil nu gennemgå de fremlagte beviser og argumenter, og en endelig afgørelse forventes i løbet af foråret. Udfaldet af sagen vil have stor betydning for fremtidens fiskeriforvaltning i de europæiske farvande og for, hvordan samarbejdet mellem EU og UK vil udvikle sig på fiskeriområdet fremover.

Vi vil fortsat arbejde aktivt for at sikre, at danske fiskemels- og fiskeolieproducenters interesser bliver varetaget i processen, og at der findes en løsning, der sikrer en bæredygtig og stabil forsyning af råmaterialer til producenterne.

Læs mere om sagen på Voldgiftsrettens hjemmeside her.