News

Fiskeforarbejdningssektoren inkluderes nu i Erhvervspuljen: Et vigtigt skridt mod den grønne omstilling

2024.12.19

Marine Ingredients Denmark har i mange år arbejdet for at få den danske fiskeforarbejdningssektor, herunder de danske fiskemels- og fiskeolieproducenter, inkluderet i Erhvervspuljen. Den danske Erhvervspulje, som løber frem til 2029, er en tilskudsordning målrettet dansk erhvervsliv med fokus på energirenoveringer og grøn omstilling.

Tidligere har store virksomheder i fiskeforarbejdningssektoren været udelukket fra at søge støtte fra puljen, hvilket har begrænset Marine Ingredients Denmarks medlemmers muligheder for at gennemføre nødvendige energirenoveringer. Selvom branchen allerede er førende inden for miljøområdet i Europa, har manglen på støtte gjort det vanskeligt at realisere yderligere omstillinger til alternative og mere bæredygtige energikilder.

En vigtig milepæl blev nået den 10. december 2024, hvor EU-Kommissionen godkendte en ny statsstøtteordning på 155 millioner euro svarende til 1,1 milliarder kroner. Ordningen, der løber frem til 2029, skal fremme grønne investeringer i fiskeri- og akvakulturforarbejdningssektoren i Danmark. Kommissionen udtalte, at støtten vil hjælpe sektoren med at reducere CO2-udledninger og overgå til mere miljøvenlige energikilder gennem direkte tilskud.

Marine Ingredients Denmark indsendte i januar 2024, i samarbejde med Danish Seafood Association, vores bidrag til Energistyrelsens anmeldelse til EU-Kommissionen. Denne indsats har nu båret frugt, og arbejdet med at få ordningen implementeret i den danske bekendtgørelse kan begynde.

“Vi er meget glade for, at vores indsats har givet resultat, og at vi nu er en del af Erhvervspuljen,” udtaler direktør for Marine Ingredients Denmark, Anne Mette Bæk. Vi vil gerne takke for det gode samarbejde med de danske myndigheder i processen.

Der er stadig skridt, der skal tages, før den fulde implementering er på plads, men branchen er tættere på at kunne realisere sine ambitioner om grøn omstilling. Energirenoveringer kræver store investeringer, og støtten fra Erhvervspuljen markerer et afgørende skridt mod en mere bæredygtig fremtid for fiskeforarbejdningssektoren.

Læs også EU-Kommissionens Pressetjeneste af 10. december 2024 ”Commission approves €155 million Danish State aid scheme to foster green investments in the fisheries and aquaculture processing sectorher.

Læs også mere om Erhvervspuljen på Energistyrelsens hjemmeside her.