Ny video: Danske ingredienser løser fremtidens udfordringer
2021.3.15
Food Nation har netop udgivet en video, der viser, hvordan den danske ingrediensbranche bidrager til den grønne omstilling. Ressourceeffektive og bæredygtige løsninger til at løfte folkesundheden efterspørges globalt for at nå FN’s verdensmål. Løsningen er gode ingredienser, og her er marine ingredienser en væsentlig bidragsyder.
Ressourceeffektivitet, bæredygtighed, mindre madspild, sundhed, forskning, fødevaresikkerhed og innovative bæredygtige løsninger til foder- og fødevareproduktion er nøgleord i den danske ingrediensindustri. Food Nations nye video viser den store underskov af ingrediensløsninger, der gør Danmark til en global gigant på fødevareområdet.
Den danske ingrediensbranche er verdenskendt, når det handler om løsninger, der kan bidrage til FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Her er marine ingredienser som fiskemel og fiskeolie ingen undtagelse. Danmark eksporterer fiskemel- og olie til mere end 50 lande verden over, og marine ingredienser spiller en hovedrolle i udviklingen af akvakultur.
”De fleste kender anbefalingerne om at spise meget fisk pga. fiskens høje indhold af omega-3-fedtsyrer. Men de færreste ved, at opdrætsfisk som laks skal have marine ingredienser i foderet, for at danne denne omega-3. Og der er her fiskemel og fiskeolie kommer ind i billedet” siger Anne Mette Bæk, direktør i Marine Ingredients Denmark, og fortsætter:
”Marine ingredienser har de sidste 20 år bevæget sig fra at udgøre hovedparten af akvakulturfoder, til at have status som såkaldt strategiske ingredienser. Det skyldes blandt andet den massive forskning i helbredseffekter ved omgea-3 fedtsyre, der er skabt i synergi mellem forskning og erhvervsliv”.
Formålet med den nye video er at give udenlandske beslutningstagere en indsigt i mangfoldigheden af stærke løsninger fra den danske ingrediensbranche, der kan optimere og effektivisere en bæredygtig fødevare- og foderindustri.
Den nye video er ledsaget af et såkaldt white paper, der er udarbejdet af Food Nation med bidrag fra bl.a. Marine Ingredients Denmark. Til sammen skal de tjene som en fælles, dansk fortælling, der kan understøtte danske virksomheder når de skal udover landets grænser og markedsføre danske fødevarer og løsninger internationalt.