
Vi søger ny medarbejder – Seniorkonsulent med erfaring i politiske processer
2022.6.13
Politisk interessevaretagelse i internationalt perspektiv
Med reference til CEO spiller du en central rolle i at fremme medlemmernes interesser. En af de primære opgaver i stillingen er at kommunikere de gode fortællinger, der er om erhvervet.
Som seniorkonsulent har du en selvstændig rolle i forhold til at skabe relationer til beslutningstagere i Danmark såvel som i det øvrige Europa. Din opgave er at drive beslutningsprocesserne i den rigtige retning.
Dine opgaver omfatter:
- udarbejdelse af oplæg til møder og opfølgning på beslutninger
- deltagelse i møder i politiske udvalg, med medlemmerne og i foreningernes bestyrelser
- samarbejde med øvrige organisationer og instanser omkring branchen
- personligt ansvar for deltagelse i nogle EU Advisory Councils og tilhørende mødeaktivitet i Bruxelles
- opbygning af et stærkt fagligt og politisk netværk i ind- og udland
- løbende analyser og fordybelse i lovgivning, certificeringer og andre formelle forhold i relation til branchen
- kommunikation på diverse platform
- varetagelse af visse driftsopgaver
Stillingen giver dig en del mødeaktivitet i København, men også besøg hos medlemmerne i Danmark og møder i Bruxelles (10-15 rejsedage om året).
Kan du styrke fundamentet for erhvervet?
Den rette kandidat har erfaring med at navigere i det politiske felt. Du er fortrolig med procedurerne inden for EU-lovgivning, og du har sans for at sætte dig ind i regulativer og tekniske parametre.
Du arbejder formentlig allerede som konsulent i en brancheforening, interesseorganisation eller medlemsdrevet virksomhed. Alternativt arbejder du i forvaltningen, f.eks. i et ministerium eller styrelse.
Erfaring med påvirkning af politiske processer er afgørende for at få succes i rollen, og vi forventer, at du har indsigt i EU-lovgivning såvel som andre internationale forhold. Specifik erfaring med at samarbejde med EU-parlamentarikere og/eller kommissionen er en fordel.
Du mestrer dansk og engelsk til professionelt brug.
Din bopæl er mest oplagt i København, og du er fleksibel i forhold til rejsedagene.
Variation, mening og internationalt perspektiv
Rollen som seniorkonsulent giver dig et bredt ansvarsområde i forhold til interessevaretagelsen. Opgaverne er meget forskelligartede, og den rette kandidat vil motiveres af at bevæge sig i feltet mellem de politiske beslutningsprocesser, medlemmerne og de tekniske rammer for produktionen. Det er samtidig et spændende element, at bæredygtighed er et gennemgående spor.